Medicinsk museum i Næstved risikerer at lukke

En udstilling af 'uniformen' for en tidlig pestlæge er en del af det medicinske museum. Den vises frem af museets leder, Carl Eli Olsen.

Det lille museum i den oprindelige del af Næstved Sygehus risikerer at måtte lukke, fordi bygningen skal sælges. Nu håber de frivillige bag at kunne fortsætte i kommunalt regi.

Det lille frivilligt drevne museum i Næstved, Medicinsk-Historisk-Museum, risikerer at skulle lukke.

Det står klart, efter Region Sjælland som led i deres spareplan har offentliggjort planer om at sælge de bygninger på sygehuset, som de ikke fremover skal bruge til sygehusdrift. De overvejer i stedet at flytte museets samling til Køge.

Museet ligger i den ældste del af Næstved Sygehus. Bygningen er fra 1817. Det betyder, at bygningen er opført kun to år efter Napoleonskrigene sluttede med Slaget ved Waterloo – i en tid, hvor Danmark stadig dyrkede sukker på de Vestindiske Øer ved hjælp af slaveri og hvor også Slesvig og Holsten var under dansk kontrol.

Og bygningen har fungeret som sygehus frem til 1992, men har de sidste 26 år dannet rammer om det medicinske museum, hvor en gruppe frivillige har samlet ud udstillet hospitalets historiske genstande.

Artiklen fortsætter under billedet.

Det medicinske museum i Næstved risikerer at måtte lukke, og samlingen flytte til Køge.

Borgmester vil hjælpe

Carl Eli Olsen er museumsleder. Og han er ærgerlig over Region Sjællands planer.

Museet er nemlig det eneste af sin slags på Sjælland, der beskriver sundhedsvæsenets udvikling, og det vil miste meget, hvis det rives ud af sin ramme, mener han.

Det er dog muligt at museet kan overleve, hvis kommunen kan overtage bygningerne, som det ligger i – og det er Næstveds borgmester Carsten Rasmussen (S) da også indstillet på at drøfte med Region Sjælland.

- Det er endnu ikke noget, som vi har drøftet i byrådet, men jeg kunne godt forestille mig en model, hvor vi tog os af museets drift ved eksempelvis at betale for deres forbrug af strøm, vand og varme, siger han.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App