Mand skabte postyr på værtshus – bankede baghovedet ind i betjents næse

Det var her foran Møllestenen i Sakskøbing, at det hele begyndte, fortæller politiet. Foto: Google Street View

Politiet tog natten til lørdag en mand med på stationen, så han kunne sove rusen ud. Det faldt ikke i god jord.

En simpel forseelse om uro i nattelivet i Sakskøbing udviklede sig natten til lørdag til en noget voldsommere situation.

Det hele startede, da en mand skabte postyr foran værtshuset Møllestenen.

Det fortæller vagtchef Kent Edvardsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Han skabte sig lidt tosset og generede gæster og personale. Han ville ikke forlade stedet, så vi tog derud for at få ham med op til os, så han kunne sove her, siger vagtchefen.

Vristede sig fri af sikkerhedssele

Politiet satte den udadreagerende mand ind i patruljevognen og kørte af sted med ham, men det fik ikke manden til at falde ned. På en eller anden måde fik manden nemlig vristet sig ud af sikkerhedsselen.

- Han sparkede rundt inde i bilen og kommer helt op og rammer instrumentbrættet. Så er man altså langt fremme med sparkene, når man sidder på bagsædet, siger Kent Edvardsen.

Slog baghoved ind i betjents ansigt

Og mandens opførsel eskalerede yderligere. På vej ind i detentionen kastede han sit hoved hårdt tilbage mod en af betjentene og ramte ham med baghovedet lige på næsen.

- Det var med så stor kraft, at vi tror, betjentens næse er brækket. Den anden betjent forsøgte at hjælpe til, men han blev skubbet hårdt ind i væggen. De får lidt knubs nede i detentionen, siger vagtchefen.

Det lykkedes til sidst at få den vrede mand ind i detentionen, og han kan nu se frem til en sigtelse, der er noget værre end den for uorden. Han bliver også sigtet for to gange vold mod tjenestemand i funktion og for hærværk.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App