En 40-årig mand fra Nakskov blev onsdag morgen anholdt i sit eget hjem.
Manden er anholdt efter politiet fik en anmeldelse om, at han tirsdag aften truede nogle af sine familiemedlemmer med en kniv.
- Han er sigtet for trusler på livet og for at have overtrådt knivloven, siger Carsten Olsen fra lokalpolitiet i Nykøbing Falster.
Politiet i Nykøbing Falster fortæller, at episoden formentlig er udsprængt på baggrund af et familieopgør, hvor man er blevet uvenner.
Da politiet nåede frem til den 40-årige, fandt de en springkniv. Derfor er han også sigtet for overtrædelse af knivloven.
Politiet tog manden med til politistationen i Nykøbing, hvor han skal afhøres.