Rekordstort antal ansøgere til julehjælp: Må droppe jul og ferie med børnene

Camilla Pedersens datter fik sidste år LEGO i julegave, fordi Camilla Pedersen modtog julehjælp. Foto: Camilla Laursen - TV ØST

Endnu en gang sætter antallet af ansøgere til julehjælp rekord. De fleste er på kontanthjælp, men mange er også på SU.

December er lige rundt om hjørnet og med det også pakkekalendere, julekalendere, nissegaver, pakkeleg, ønskelister og gaveindkøb. 

Men for flere mennesker end nogensinde før er juleaftens overdådigheder afhængig af, om de får godkendt deres ansøgning om julehjælp. 14.991 mennesker har på landsplan søgt om julehjælp hos Dansk Folkehjælp og Ekstra Bladet - af dem er 2168 fra denne del af landet - og fristen udløber i dag, fredag den 30. november.

- De familier, vi arbejder med, er jo meget pressede i den almindelige hverdag, men omkring højtiderne bliver de bare ekstra pressede, lyder det fra Klaus Nørlem, generalsekretær i Dansk Folkehjælp, som har gjort det muligt at hente forskellige informationer om de mennesker, der har søgt julehjælpen i år. 

På den måde kan man blandt andet se, at de fleste af dem, der søger julehjælp i år, er på kontanthjælp eller SU. I alt er 744 af ansøgerne på kontanthjælp, mens hele 454 er under uddannelse og modtager SU.

Går ud over børnene

Camilla Pedersen fra Store Heddinge har søgt om julehjælp i år. Hun er alene med en pige på otte år, og hun er på kontanthjælp – og samtidig i et udredningsforløb på grund af en arbejdsskade.

Camilla Pedersen Foto: Camilla Laursen - TV ØST

- Det er svært at spare op til julen, når man kun har 2500 kroner at leve for hver måned, når alt er betalt, siger hun. Og netop jul og ferier er de afsavn, langt de fleste af ansøgerne til julehjælp skriver i deres ansøgning, at de lider.

Det svarer 1787 personer her i området. 

Nogle af de andre ting, ansøgerne oplever at måtte undvære i hverdagen er især regelmæssige sundhedsbehandlinger og tandlæge, samt at kunne købe det nødvendige indenfor tøj og sko til både sig selv og sine børn. 

Dansk Folkehjælps oversigt over ansøgerne viser også, hvor længe de i givet fald har stået udenfor arbejdsmarkedet, og det er især værd at bemærke, hvor stor en andel af ansøgerne, der faktisk har stået uden for arbejdsmarkedet i mindst otte år. 

 

 

 

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App