En 26-årig mand har mandag morgen mistet livet ved en brand i Hørve i den nordvestlige del af Sjælland.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
- Personen er afgået ved døden, siger Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.
Branden opstod i en etageejendom på Nørregade 13, hvor brandvæsnet forsøgte at slukke flammerne. Politiet opfordrede derfor alle til at holde sig fra området.
Artiklen fortsætter under billedet.
Fem personer, to ældre kvinder samt en familie med et spædbarn, blev evakueret. Ingen af dem kom ifølge politiet alvorligt til skade. Den 26-årige blev erklæret død af en læge på stedet.
Det var en lokal bilist, der ved et tilfælde opdagede branden og alarmerede politiet klokken 05.02.
Politiet afspærrer området
Mens brandvæsnet arbejdede på stedet, havde politiet afspærret dele af Nørregade.
- Når de er færdige, skal vi undersøge stedet for at finde frem til frem til selve brandårsagen, siger Martin Bjerregaard.
Artiklen fortsætter under billederne.
- I mellem tiden taler vi med personer, som kan have kendskab til stedet og personen, en mand, som bor der, tilføjer han.
Politiet modtog anmeldelsen om branden klokken 05.02.Brandårsagen undersøges ifølge politiet som en ulykke, da intet tyder på en kriminel handling
De pårørende er underrettet.