Lejrchef undlod at oplyse kommune om benlås

Den fritstillede leder fra Næstved asyllejr oplyste ikke til kommunen, at han lagde en 34-årig syrisk asylansøger i benlås. Det viser en aktindsigt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den fritstillede leder fra Næstved asyllejr oplyste ikke til kommunen, at han lagde en 34-årig syrisk asylansøger i benlås. Det viser en aktindsigt i den indberetning, som den fritstillede leder skrev efter episoden.

Det skriver Dagbladet Information.

Sidste lørdag offentliggjorde Information to videoer, der viser den fritstillede leder og to medarbejdere lægge en asylansøger i benlås. På videoen kan man høre den fritstillede leder sige: Jeg har ham, jeg har ham i benlås.

Den 2. maj, få timer efter episoden med benlåsen fandt sted, skrev den daværende lejrleder en indberetning om episoden til Langelands Kommune.

Næste gang ryger du i fængsel

I indberetningen, som havde overskriften 'Indberetning af trusler mod personale', oplyste han, at asylansøgeren ifølge ham havde truet ham flere gange op til magtanvendelsen, og at han havde anvendt magt:

Vi måtte lægge ham ned, hvor vi fortalte, at vi ville slippe ham, når han var rolig, skrev han uden at nævne benlåsen.

På de videoer, der viser magtanvendelsen, fremgår det ikke, at personalet skulle have forklaret, at de ville slippe ham, når han var rolig. Det kan dog være sket, før videoen begynder.

Til gengæld kan man blandt andet høre den tidligere leder råbe, mens han har asylansøgeren i benlås:

- Jeg vil ikke have ballade i min lejr. Har du forstået det? og - Du skal ikke lave de her scener. Næste gang ryger du i fængsel.

Anmeldt til politiet

Langeland Kommune anmeldte i weekenden magtanvendelsen til politiet, og asylchef Ulrik Pihl forklarer, at kommunen også har videresendt indberetningen til politiet, for at de kan tage den med i deres arbejde.

- Min umiddelbare vurdering er, at den ikke stemmer overens med det, man ser, blandt andet på videoen, siger Ulrik Pihl til Information.

Fordi ansatte på asylcentre ikke har beføjelser til at anvende fysisk magt, er de ikke underlagt formelle regler om indberetningspligt, sådan som personalet er i eksempelvis fængsler.

Voldsom magtanvendelse 

Men ifølge Eva Naur, adjunkt i jura på Aarhus Universitet og ekspert i magtanvendelse, burde benlåsen være nævnt, hvis det var tanken at lave en loyal indberetning af magtanvendelsen. Hun kalder den fritstillede lejrleders beskrivelse af hændelsesforløbet langtfra dækkende.

- For at vurdere, om en magtanvendelse har været nødvendig, skal man give en fyldestgørende og loyal beskrivelse af, hvilke pædagogiske metoder personalet havde forsøgt forud for magtanvendelsen, sådan at det kan vurderes, om personalet har gjort alt, hvad de kunne for at sikre, at hændelsen ikke eskalerede til et niveau, hvor magtanvendelse var eneste udvej, siger Eva Naur til Information.

Hun understreger, at benlås er en voldsom magtanvendelse og i nogle situationer farlig.

 /ritzau/


Nyhedsoverblik