Nu begynder ankesagen: Kunne afdelingssygeplejerske have forhindret drabsforsøg?

Arkivfoto.

En afdelingssygeplejerske fra Nykøbing Falster Sygehus er tiltalt for pligtforsømmelse og skødesløshed.

I dag indledes ankesagen mod en afdelingssygeplejerske fra Nykøbing Falster Sygehus, der er tiltalt for pligtforsømmelse og skødesløshed.

Sagen er en udløber af drabssagen mod sygeplejerske Christina Hansen, der i 2017 blev idømt 12 års fængsel for drabsforsøg.

Jeg tror, hun slår patienterne ihjel

En sygeplejerske fra Nykøbing Falster Sygehus

- Jeg tror, hun slår patienterne ihjel.

Så tydelig var en sygeplejerske fra Nykøbing Falster Sygehus, da hun henvendte sig til sin afdelingssygeplejerske for at dele sin bekymring vedr. kollegaen Christina Hansen.

Hvorvidt afdelingssygeplejersken reagerede tilstrækkeligt på den oplysning, skal nu prøves i Østre Landsret, hvor ankesagen mod hende går i gang i dag.

Idømt 12 års fængsel for drabsforsøg

Sygeplejerske Christina Hansen blev i maj 2017 idømt 12 års fængsel for drabsforsøg på fire patienter på Nykøbing Falster sygehus.

Under straffesagen mod hende forklarede flere kollegaer både i byretten og i Østre Landsret, at de mente, Christina Hansen havde en påfaldende adfærd, og at der var mange dramatiske situationer, når hun var på vagt.

Flere af sygeplejerskerne forklarede desuden, at de var gået til deres nærmeste chef for at informere hende om de bekymringer, de havde.

Det er baggrunden for, at afdelingssygeplejersken sidder tiltalt for at have overtrådt Autorisationslovens § 75, der drejer sig om grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed.

Husker kun én henvendelse

Spørgsmålet er, om afdelingssygeplejersken, hvis hun havde reageret på henvendelserne, kunne have forhindret, at Christina Hansen natten mellem den 28. februar og 1. marts 2015 indgav flere patienter på Akutafdelingen en dosis medicin, der kan have været medvirkende til deres død.

Det var ikke sådan, jeg så Christina, og jeg formodede, at det bundede i noget personligt fnidder og intriger

Den tiltalte i byretten

Da sagen mod afdelingssygeplejersken var for i byretten i marts 2018, erkendte hun, at der var en - og kun en - af hendes medarbejdere, der på et tidspunkt fortalte hende, at hun havde mistanke om, at Christina Hansen slog patienter ihjel.

- Jeg tænkte, at det var en usædvanlig melding, men det var jo ikke sådan, jeg så Christina, og jeg formodede, at det bundede i noget personligt fnidder og intriger, for dem var der så rigeligt af, forklarede den tiltalte i byretten.

Afdelingssygeplejersken huskede ikke selv, at der skulle have været andre sygeplejersker, der direkte sagde, at de var bekymrede over Christina Hansens adfærd.

Kollegaer: Vi har sagt det

Adskillige sygeplejersker og SOSU-assistenter var indkaldt som vidner i sagen, herunder også nye vidner, der ikke havde været en del af den oprindelige sag mod Christina Hansen.

Vidnerne fortalte i byretten, at de havde henvendt sig til afdelingssygeplejersken med de bekymringer, de havde haft om Christina Hansen.

Flere af vidnerne måtte dog medgive, at de måske ikke havde været helt tydelige i deres meldinger til afdelingssygeplejersken, da de følte at det var ubehageligt at skulle lufte den mistanke, de havde mod Christina Hansen, især fordi de ikke havde noget konkret at hænge mistanken op på. 

Ikke noget overforbrug af medicin

Afdelingssygeplejersken forklarede desuden, at der var mange dårlige patienter på hendes afdeling.

Faktisk så mange at ansatte på Intensivafdelingen henvendte sig til afdelingen, fordi de mente, der var mange patienter, der fik for meget medicin.

Derfor bad den tiltalte afdelingssygeplejerske apotekeren, der fylder op i medicinrummet, om at registrere, hvorvidt der var et overforbrug af medicin på afdelingen.

Det var der ikke.

- Hverken af Stesolid eller af Morfin, vi fik en rapport hver måned, forklarede afdelingssygeplejersken i byretten, ligesom hun også forklarede, at hun ikke bemærkede at antallet af dødsfald dalede, da Christina Hansen blev overflyttet til Akutafdelingen.

Blev frikendt i byretten

Den 27. marts 2018 fandt to ud af tre dommere i byretten i Nykøbing Falster, at afdelingssygeplejersken ikke havde gjort sig skyldig i at overtræde autorisationsloven.

En dommer mente, at hun var skyldig i grovere forsømmelse. Da der var stemmeflertal for frifindelse, kunne afdelingssygeplejersken ånde lettet op.

Det var dog kun indtil Statsadvokaten ankede dommen til Østre Landsret, hvor den skal føres henover de kommende fire dage.

Dommen forventes at falde torsdag den 15 november.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App