En tidligere soldat i Afghanistan skal nu ni måneder i fængsel. Det har retten i Næstved besluttet.
Det skriver Sjællandske.
Den 34-årige krigsveteran er blevet dømt skyldig i et overfald tilbage i maj måned rettet mod en pædagog på det forsorgshjem, hvor han boede.
Episoden udspillede sig efter en våd aften, hvor krigsveteranen havde drukket en hel flaske vodka og 24 øl.
Selv husker krigsveteranen ikke noget fra episoden, men øjenvidner forklarede i retten, at den 34-årige havde forsøgt at overfalde en mandlig pædagog på forsorgshjemmet med en kniv og havde taget kvælertag på ham.
Det lykkedes dog den mandlige pædagog at overmande den berusede krigsveteran, og han slap med overfladiske skader.
Egen lejlighed
Krigsveteranen havde boet på forsorgshjemmet i syv måneder, og det var meningen, han dagen efter episoden skulle have flyttet ind i sin egen lejlighed i Slagelse.
I stedet kan han nu se frem til at tilbringe de næste ni måneder i fængsel.
Den 34-årige krigsveteran har udbedt sig betænkningstid, mens han overvejer, hvorvidt han vil anke dommen.