Kommuners nye affaldsordning møder startproblemer

Næstved, Ringsted og Vordingborg Kommuner ruller ny affaldsordning ud, men starten har været præget af en række udfordringer i Næstved og Ringsted.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Uafhentet skrald, lugtgener og manglende plads til affaldet.

Det er hvad flere borgere i Næstved Kommune har mødt, efter den nye affaldsordning blev rullet ud 1. oktober. Det fremgår af et Facebook-opslag på Næstved Kommunes hjemmeside. Her har 176 borgere spurgt til ordningen eller skrevet om deres udfordringer.

En af dem er Hans Fylking fra Næstved.

quote Jeg synes, det virker som om, det er noget rod. Vi har oplevet, at vi fik en anden husstands container tilbage efter tømningen. Og den vi fik stank voldsomt

Hans Fylking, borger, Næstved Kommune

- Jeg synes, det virker som om, det er noget rod. Vi har oplevet, at vi fik en anden husstands container tilbage efter tømningen. Og den vi fik stank voldsomt, fortæller Hans Fylking til TV ØST.

Han undrer sig desuden over det nye tømningsinterval. For i stedet for at blive afhentet hver uge, bliver affaldet med den nye ordning afhentet hver 14. dag.

- Jeg synes, det er lang tid, der går i mellem. Desuden opfordrer de til, at man kommer madaffald i plastikposer, og de kan sagtens blive revet op, fordi rummet til madaffaldet er så smalt. På den måde kan det godt komme til at stå og søppe rundt i det, når der går så lang tid imellem tømningerne. Det kan jeg godt forestille mig, kan blive ret så ulækkert, siger Hans Fylking.

Madaffald og restaffald skal sorteres hver for sig og bliver ikke hentet lige så hyppigt som tidligere.
Madaffald og restaffald skal sorteres hver for sig og bliver ikke hentet lige så hyppigt som tidligere. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST
Skraldespand
Læs også
Tre kommuner indfører affaldssortering - derfor er det vigtigt
Skraldespand
Læs også
Tre kommuner indfører affaldssortering - derfor er det vigtigt

Problemer med leveringen

Næsten samme billede tegner sig i Ringsted Kommune. Her har flere borgere også oplevet manglende tømning, siden kommunen tog hul på ordningen sidste mandag.

Men hos både Ringsted og Næstved Kommuner er man opmærksomme på udfordringerne.

Pernille Balsev-Erichsen, Centerchef for Plan og Miljø i Næstved Kommune
Pernille Balsev-Erichsen, Centerchef for Plan og Miljø i Næstved Kommune Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Centerchef for Plan og Miljø i Næstved Kommune, Pernille Balsev-Erichsen, forklarer at der er gode grunde til udfordringerne.

- Der skete to ting, der var meget markante og som fik betydning for udrulningen. Der var simpelthen nogle låg, der knækkede, og så var der leveranceproblemer i hele Europa, så det ramte også os, forklarer Pernille Balslev-Erichsen.

Hvorfor ventede I så ikke, til I var klar?

- Da vi fik besked om de her problemer, så var vi allerede i gang med udrulningen. Vi havde haft kick off, og vi valgte derfor at afhjælpe problemerne i stedet for. Det vurderede vi var en god idé, siger centerchefen.

Læs også
Flere borgere klager over uafhentet skrald: - Det er mega klamt!
Læs også
Flere borgere klager over uafhentet skrald: - Det er mega klamt!

Skal have tillid til det

At der bliver længere mellem tømningerne af madaffaldet, er en del af den nye ordning. Det betyder, at madaffaldet bliver tømt hver 14. dag fremfor hver uge, og det giver anledning til at tænke, om det tiltrækker rotter.

Men det mener centerchefen, ikke man skal bekymre sig om.

- Madaffaldet er i en lukket pose og i en lukket beholder, så det er forsvarligt. Hvad angår brugen af plastikposer til madaffald og ikke majsposer, så er det den løsning, vi har valgt, fordi vores maskine, der modtager affaldet, godt kan sortere den fra, så det skal man have tillid til, at det virker, siger hun.

Rest- og madaffald afhentes med 14 dages mellemrum i Næstved. Det giver problemer hos nogle borgere.
Rest- og madaffald afhentes med 14 dages mellemrum i Næstved. Det giver problemer hos nogle borgere. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Problemet Hans Fylking har oplevet med at få en anden container tilbage efter tømning end hans egen, er der også en løsning på. For det er allerede en del af servicen, at containerne kan spores.

- Når denne her ordning er rullet helt ud, så er det en del af det, at der sidder en chip i lågene på containerne, som så er knyttet til husnummeret. Det er ikke noget, man kan se, når man går på gaden, men det er noget, som renovationsmedarbejderen kan bruge, siger hun.

Nye folk og nye biler

I Ringsted Kommune har borgere ifølge TV ØST’s oplysninger også oplevet udfordringer med den nye affaldsordning, som flere steder har givet sig udslag i manglende afhentning af affald. Her forklaringen blandt andet, at det er helt nye folk på opgaven.

- I forbindelse med Remondis’ (renovationsselskabet red.) igangsætning af opgaven med indsamling af affald for Ringsted Kommune, har der været startudfordringer. Der er indført nye tømmedage i en del af kommunen, der er ansat nye skraldemænd og de nye skraldebiler er endnu ikke taget i brug. Disse ændringer har forårsaget, at nogle veje desværre har oplevet lidt længere tømningsintervaller mellem sidste afhentning af RenoNorden og den første afhentning af Remondis, siger Jeanne Skelmose, der er centerchef for Teknik og Miljø i Ringsted Kommune.

Hun understreger, at man i kommunen er fuldt fokuseret på de udfordringer, der er kommet.

- Vi er fuldstændig opmærksomme på, at de første 14 dage ville være dér, hvor borgerne ville møde flest udfordringer, så på den måde er der ikke opstået uforudsete udfordringer for os. Vi har fået mange telefonopkald fra borgere, og vi har forsøgt at hjælpe dem, så godt vi kunne og yde den bedste service, siger Jeanne Skelmose og fortsætter:

- Hvis borgerne oplever fejl, så kontakter de os, og så gør vi alt, hvad vi kan for at afhjælpe fejlen, siger hun.

Pernille Balsev-Erichsen, Centerchef for Plan og Miljø i Næstved Kommune
Pernille Balsev-Erichsen, Centerchef for Plan og Miljø i Næstved Kommune Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Callcenter oprettet til at hjælpe

Det samme opfordrer Næstved Kommunes centerchef til. Hun forklarer, at der er oprettet et callcenter til det samme, hvor der sidder folk klar til at hjælpe med spørgsmål og problemer.

Desuden understreger centerchefen, at Næstved Kommune gør alt for at tilbyde borgerne en god service for den renovation, de betaler for.

- Service er et begreb, der er koblet op på vores ordning. Man får hentet sit affald, og har mulighed for at kontakte os i vores callcenter. Vi gør meget ud af, at vi har en åben tilgang, så når der er den mindste ændring, melder vi det ud gennem vores kanaler, siger Pernille Balslev-Erichsen.

Vordingborg Kommune ruller affaldsordningen ud i uge 43. Det er AffaldPlus i Næstved, som er ejet af seks kommuner, der modtager affaldet.

Herunder kan du se opslaget fra Næstved Kommunes Facebookside.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 


Nyhedsoverblik