Kim bekæmper sin højdeskræk i klatrecenter: - Jeg har det lidt, som om jeg skal dø

Højder får Kim Roberto Nielsens mave til at vende sig. Foto: Jesper Truelsen - TV ØST

Kim Roberto Nielsen har haft højdeskræk i over 20 år. Nu har han meldt sig som frivillig hos Klatrecentralen i Næstved for at komme frygten til livs.

Der er 5,2 meter ned til det rå betongulv i Klatrecentralen i Næstved.

Højden får Kim Roberto Nielsens mave til at vende sig, men han træder alligevel ud på den usikre forhindring foran sig.

- Det er en meget ufed oplevelse. Den bevæger sig jo. Jeg har det lidt, som om jeg skal dø. Uh, uh. Det lyder virkelig som et dårligt one night stand det her. Det svinger til højre og venstre, siger han.

Kim Roberto Nielsen har haft højdeskræk, siden han var 14-15 år gammel. Nu er han 37 år. Alligevel har han meldt sig som frivillig hos Klatrecentralen for at bekæmpe sin angst.

- Det skal ikke vinde over mig. Det skal det altså ikke, siger han.

Hjalp pige i nød

Han startede med at bevæge sig på klatrecentrets første niveau – 1,6 meter over betongulvet. Nu har han bevæget sig et niveau højere op.

- Det er jo lidt for at udfordre mig selv, at jeg er endt her på Klatrecentralen. Det er en god måde at teste sig selv af og gøre det i sit eget tempo. Det er det vigtigste, siger Kim Roberto Nielsen.

Og han har oplevet, at han kunne sætte sin frygt til side og komme helt op på niveau tre i 8,8 meters højde – om end det ikke var frivilligt.

- Her for nogle uger siden var der en pige, der havde fået forvildet sig rimelig højt op. Hun var bange, hun var ked af det, hun græd. Og jeg var tættest på, siger Kim Roberto Nielsen.

- Så der var det bare at bide det i sig og få hende hjulpet ned. Det er jo også det, jeg er her for. Så ryger alle de andre ting i baggrunden. Men at komme derop igen, det er stadig noget, jeg laver tyndskid i bukserne af.

Det ultimative skridt

Det er dog meningen, at han skal nå dertil. Det meste af niveau to klares efterhånden uden de helt store problemer, og Kim Roberto Nielsen er stålsat på at se sin angst direkte i øjnene. Der er kun én vej.

- Det ultimative skridt er jo, at jeg kommer op på niveau tre inden for den næste måneds tid eller sådan noget. Men der er lang vej, når jeg ikke engang kan komme ud på alle forhindringerne her på 2’eren endnu.

03:17

Her kan du du møde en mand der i dén grad konfronterer sin angst for højder. Den medicin, han tager mod højdeskrækken, er nemlig at melde sig som frivillig på Klatrecentralen i Næstved.

Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App