Khadija Yousef fra Syrien står i spidsen for integrationsprojekt

I Næstved er byens bibliotek og den lokale sprogskole begyndt på et nyt og lidt anderledes integrationsprojekt for flygtninge og indvandrere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er blandt børnebøger, musik, aviser og kultur, man kan lære Danmark og det danske sprog rigtig godt at kende. Samtidig kan man få en hånd til lektierne, det digitale liv på nettet og så videre, mener Næstved Bibliotek og Sprog – og Integrationscenter Næstved.

De to samarbejdspartnere har startet et integrationsprojekt, hvor sprogskolens flygtninge og indvandrere hver eneste uge besøger det lokale bibliotek, hvor blandt andre 36-årige Khadija Yousef fra Syrien tager imod.

Hun kom til Danmark for 22 måneder siden.

- Man skaber en stor glæde hos andre, når man hjælper dem, især når de har rigtig meget brug for det, fortæller Khadija Yousef, som bor i Næstved sammen med sin mand og deres to børn.

quote Vi har haft en del kursister, som egentlig troede, at biblioteket kun var for danskere

Ovesen, bibliotekar på Næstved Bibliotek

Præsenterer flygtninge for biblioteket

Hun fik hurtig fat i det danske sprog efter sin ankomst og er nu projektansat på Næstved Bibliotek, hvor hun sammen med bibliotekar Lars Ovesen hver uge præsenterer flygtninge for et traditionelt, dansk bibliotek. 

Læs også
Campingplads er nyt praktiksted for flygtninge
Læs også
Campingplads er nyt praktiksted for flygtninge

- Vi har haft en del kursister, som egentlig troede, at biblioteket kun var for danskere og det er jo en mur, vi prøver at bryde ned og i stedet sige, kom endelig forbi, vi er her for jer, siger Lars Ovesen.

Inspiration fra rollemodel

Ifølge den lokale sprogskole kan kendskabet til et bibliotek gøre underværker for integrationen. Især fordi Khadija tager imod og åbent fortæller, hvordan det lykkedes hende at komme så godt fra start i Danmark. Især med sproget. 

- Mange af kursisterne måber jo, når de hører, hun kun har været her et år og ti måneder og så taler så godt dansk. Hun er virkelig en rollemodel, lyder det fra Anne Jul Bundgaard, der er projektleder på Sprog – og Integrationscenter Næstved.

quote Måske kan jeg være en god historie og måske kan de se på mig og se, at det ikke er umuligt at lære dansk

Khadija Yousef, projektansat på Næstved Bibliotek

- Måske kan jeg være en god historie og måske kan de se på mig og se, at det ikke er umuligt at lære dansk, siger Khadija Yousef. 

Integrationsprojektet er blevet til med støtte fra Næstved Kommune. 

 


Nyhedsoverblik