Julebryg gav politiet en travl weekend: Mand smidt gennem butiksvindue

Politiet har haft en travl weekend, efter den populære julebryg blev sendt på gaden fredag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det har været en travl weekend for politiet.

Efter Tuborg fredag slap deres juleøl på markedet i forbindelse med den traditionsrige J-dag har der været meget at lave for politiet.

Det oplyser vagtchefen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Kent Edvardsen, til TV ØST.

- Der har været rigtig, rigtig travlt i nattelivet. Der er mange, der ikke rigtig har kunnet styre sig, og hvor politiet har måttet dæmpe gemytterne, siger han.

Mand smidt gennem butiksfacade

Værst gik det for sig i Næstved natten til søndag, hvor en person efter et slagsmål blev kastet igennem en butiksrude indtil et pizzeria.

- Det skete i Næstved midtby, hvor flere personer tilsyneladende var involveret i en episode, der udviklede sig til slagsmål – og som sluttede med, at to personer smed et tredje igennem et stort vindue i en butiksfacade. Vinduet blev naturligvis knust, og den unge mand, der blev kastet, fik snitsår i ansigtet, fortæller vagtchefen.

To personer på 16 og 20 år er blevet anholdt efter episoden, og har natten igennem sovet i detentionen. Politiet vil nu afgøre, om de to skal forsøges varetægtsfængslet ovenpå episoden natten til søndag.


Nyhedsoverblik