Jubilæumsløb for psykiatrien

I dag blev der fejret 20 års jubilæum, da motionsløbet Pynten Rundt blev afholdt. Løbet har tre distancer og er for brugere og ansatte i psykiatrien.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De grønne græspletter på Oringe var stærkt besat inden dagens startskud til Pynten Rundt. 300 personer var mødt op for at deltage i jubilæumsløb nummer 20.

Det er Psykiatrien Syd, der er en del af Region Sjælland, der står bag. Løbsdeltagerne er fortrinsvis personer med psykiske problemer, men også ansatte i psykiatrien deltog. Helle Andrea Pedersen er med til arrangere løbet, og hun er overbevist om, at løbet hjælper de psykisk syge.

- Det hjælper folk til en bedre hverdag, og så hjælper det med komme sig efter en psykisk sygdom, og måske hjælper det med, at man kan leve et bedre liv med en psykisk sygdom, siger Helle Andrea Pedersen, ledende ergoterapeut i Psykiatrien Syd.

En af dem der i dag deltog i løbet, var 24-årige Josefine Asmussen. Hun bor i Faxe og er tilknyttet værestedet Rosenhøj. Hun lider af angst, og derfor kan ture og løb som disse hjælpe hende.

- Jeg synes, det er hyggeligt at komme ud og lavet noget og være med til de aktiviteter, der nu er rundt omkring for væresteds brugere, siger Josefine Asmussen.

Hun gik i dag, sammen med en række andre fra Rosenhøj, den længste rute på 3 kilometer. De øvrige ruter var på 1,5 kilometer og på 500 meter, og man bestemte selv, om man ville løbe eller gå.

- Det vigtigste er egentlig, at man er med, og vi gør egentlig meget ud af, at alle har en rute, de kan deltage på, siger Helle Andrea Pedersen.

Efter løbet blev der serveret grillpølser, og SindsygeOrkestret spillede musik dertil. 


Nyhedsoverblik