Ida Auken sår tvivl om lovligheden af Slagelses spildevandsplan

Miljøordfører i Radikale Venstre, Ida Auken, stiller spørgsmål til miljøministeren om, hvorvidt Slagelses spildevandsplan er lovlig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nu lander sagen om håndteringen af spildevand i åbent land i Slagelse Kommune på miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsens (V) bord.

Miljøordfører i Radikale Venstre, Ida Auken, sår nemlig tvivl om den såkaldte Slagelse-models lovlighed.

Helt kort går modellen ud på, at kommunen skal bevise, at spildevandet fra en given ejendom forurener, inden de sender et påbud til borgerne om at installer et rensningsanlæg til titusindvis af kroner.

quote Alle andre betaler for deres spildevand. Det er ikke spor urimeligt at bede folk om ikke at forurene vores åer og vandløb. Det synes jeg lige, at vi skal huske

Ida Auken, miljøordfører i Radikale Venstre

Auken: Alle andre betaler for deres spildevand

I den forbindelse ønsker Ida Auken blandet andet svar på, hvad ministeren agter at foretage sig for at sikre, at kommunerne gennemfører den nødvendige spildevandsrensning i det åbne land.

- Alle andre betaler for deres spildevand. Det er ikke spor urimeligt at bede folk om ikke at forurene vores åer og vandløb. Det synes jeg lige, at vi skal huske, siger Ida Auken til TV ØST.

I andre kommuner sender de påbud til borgerne uden først at have undersøgt, om spildevandet fra ejendommen forurener nærliggende vandløb. De mener, det er sådan, at loven skal gribes an. 

Kritik af Slagelse Kommune i 2015

I marts 2015 kritiserede Naturstyrelsen da også Slagelse Kommune for at ikke at opfylde statens krav om spildevandsplaner i landets kommuner.

Regeringen havde pålagt kommunerne, at husejerne på landet skal rense deres spildevand for at forbedre vandmiljøet. Det har mange steder i landet givet husejerne et påbud og en ekstra regning på omkring 80.000 kroner.

Men i Slagelse Kommune valgte man altså en anden metode.

Derfor vil Ida Auken gerne vide, hvad der efterfølgende skete i sagen, og om det er muligt at anvende sanktioner over for kommuner, der ikke sikrer gennemførelse af den nødvendige spildevandsrensning i det åbne land.

Spørgsmål til ministeren

  • Hvilke kommuner har endnu ikke udstedt påbud om spildevandsrensning i det åbne land i overensstemmelse med vandplanerne for 2009-15 og således ikke gennemført spildevandplaner i overensstemmelse hermed  inden 30. oktober 2016?
     
  • Ministeren bedes oplyse hvad der sket i Slagelse Kommune efter Naturstyrelsen 25. marts 2015 skrev til kommunen med en række bemærkninger til kommunens spildevandplan?
     
  • Hvilken begrundelser har de enkelte kommuner givet for at undlade at give de lovpligtige påbud og hvad har regeringen svaret kommunerne? 
     
  • Hvilke sanktioner kan regeringen anvende overfor kommuner som ikke sikrer gennemførelse af den nødvendige spildevandsrensning i det åbne land?
     
  • Hvad agter ministeren at foretage sig for at sikre at kommunerne gennemfører den nødvendige spildevandsrensning i det åbne land?

 


Nyhedsoverblik