Natten til søndag klokken 01.54 udbrød der brand ved en villa på Tinghusvej i Nakskov. Ilden opstod bag Tinghusvej 31, og naboens hund vågnede ved lugten af røg og fik vækket sin herre.
Det skriver Folketidende.
Naboen alarmerede brandvæsenet og vækkede straks husejeren.
Da indsatslederen nåede frem til villavejen, var to affaldscontainere udbrændt, og der var gået ild i træværket i en carport, der var bygget op ad huset.
Der måtte ifølge avisen tilkaldes en elektriker, fordi en installation var smeltet med kortslutning til følge.
Selve brandårsgagen er ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters politi ukendt.