Holbæk slipper for højere skatter

Som én af fire kommuner fik Holbæk for to uger siden grønt lys til at hæve skatterne i 2017. Den mulighed vil kommunen dog ikke benytte sig af.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Holbæks borgere skal ikke betale mere i skat i 2017.

Det ligger fast, efter Holbæk Byråd med Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance i spidsen har indgået aftale om næste års budget.

Det oplyser partierne i en pressemeddelelse.

Dropper besparelser på børn og ældre

Social- og Indenrigsministeriet gav ellers midt i september Holbæk Kommune lov til at hæve skatterne med 34,6 millioner kroner, men 17 ud af byrådets 31 medlemmer har altså besluttet at lade være. Også en række besparelser på børne- og ældreområdet er droppet.

- Med markante besparelser på administration, ledelseslag og sekretariater, er det lykkes at reducere vores udgifter. Det betyder samtidig, at vi har kunnet droppe en lang række besparelser på daginstitutioner, skoler og ældre, siger borgmester Søren Kjærsgaard (V) i pressemeddelelsen.

Konservative ikke med

Viceborgmester John Harpøth (DF) er især glad for, at det er lykkedes at bremse besparelser målrettet udsatte grupper i samfundet. 

- Vi er lykkes med at tage brodden af nogle markante besparelser, der rammer vores svageste borgere, samtidig med at vi skaber luft til at udvikle, der hvor det er nødvendigt. Det er jeg meget tilfreds med, siger han.

Konservative er ikke med i budgetaftalen, da byrådsmedlem Michael Suhr ifølge Nordvestnyt ikke kan stå inde for, at der ikke bliver sparet på den kommende Holbæk Sportsby.


Nyhedsoverblik