Holbæk ramt af bandekonflikt – det har været en rolig weekend

Foto: Michael Johannessen

Det har været en rolig weekend i Holbæk, som ellers er plaget af en verserende bandekonflikt.

Det har været en ganske rolig weekend i Holbæk, lyder det fra vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi.

En bandekonflikt mellem Bandidos og en gruppe personer fra Vangkvarteret i Holbæk har stået på siden starten af oktober, hvilket fik politiet til at oprette en visitationszone i byen.

Den 25. oktober udvidede politiet visitationszonen i byen, efter der blev detoneret en håndgranat ved Bandidos’ klubhus i Østerstræde. 

Udover en udvidelse af visitationszonen indførte politiet også et egentligt opholdsforbud på Bandidos’ rockerborg. Opholdsforbuddet gælder frem til 8. november klokken 17.

Anmeldelse om skud

Der var dog en borger, der mente at have hørt et skud blive affyret ved Ladegårdsparken i weekenden. Samme sted, hvor en mand tirsdag den 23. oktober blev skudt ned på åben gade.

Flere patruljer blev sendt til stedet i weekenden for at undersøge anmeldelsen om skuddet nærmere. De fandt dog ingen tegn på, at der var blevet skudt.

De talte også med flere borgere, og ingen havde hørt skud.

Frygtede for sit liv

Senere samme dag traf politiet en 27-årig mand fra Holbæk iført skudsikker vest. Den 27-årige opholdt sig i et skur og var i selskab med fire andre yngre mænd. Da de samtidig opholdt sig inden for visitationszonen, blev de alle visiteret.

Den 27-årige oplyste til politiet, at han frygtede for sit liv. Som led i indsatsen mod bandekonflikten, valgte politiet at beslaglægge den skudsikre vest, fordi de vurderede, han var en del af konflikten.

I skuret fandt politiet også et aluminiumsrør, som ifølge politiet kunne være egnet som slagvåben, og et klump hash. Ingen af tingene kunne knyttes til nogen af personerne, og derfor tog de dem med som hittegods.

Den 27-årige ønskede, at beslaglæggelsen af den skudsikre vest forelagt for retten, og derfor skal der nu tages stilling til, om politiets indgreb var rigtigt.

De andre personer var ikke i besiddelse af noget, der havde politiets interesse.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App