Hørehæmmede må vente 50 uger på behandling

Ventetiden for Region Sjællands hørehæmmede rammer næsten et år. Formand i Høreforeningen kalder det for et kæmpe problem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ventetiden på at få behandling og nye høreapparater er på få måneder eksploderet på Sjællands Universitetshospital i Køge, skriver DAGBLADET Køge.

I foråret var ventetiden efter et langt og sejt træk blevet nedbragt til 16 uger - en af de korteste ventetider i landet.

Men ifølge de seneste tal fra venteinfo.dk er ventetiden nu oppe på 50 uger, altså omkring 11 måneder.

- Det er et kæmpe problem for en gruppe mennesker, der er dødafhængige af deres høreapparater. Hvis man er i den erhvervsaktive alder og gerne vil passe et arbejde, er en ventetid på hele og halve år på helt vanvittigt, siger formand i Høreforeningen, Majbritt Garbul Tobberup.

Hun opfodrer Region Sjælland til hurtigst muligt at få gjort noget ved problemet.

- Man har tidligere kæmpet med lange ventetider i regionen. Det fik man så ved en ekstra indsats bragt ned, men det tager bare meget lang tid, siger hun til DAGBLADET Køge.

To nye ansættelser skal dæmme for ventetider

Ifølge Region Sjælland skyldes udviklingen en blanding af sygdom på afdelingen og tilgang af flere patienter fra hovedstadsområdet, der er trætte af lange ventetider på deres egne sygehuse.

- I og med det er lykkedes at få ventetiden betragteligt ned i Køge, er det blevet attraktivt at bruge det frie sygehusvalg og søge ud til os fra Hovedstaden. Samtidig har der blandt andet været en langtidssygemelding, der har spillet ind, fortæller regionsrådsformand Jens Stenbæk (V).

Det voksende pres i Køge har fået regionen til at henvise flere patienter, der har søgt behandling i Køge, til henholdsvis Slagelse og Nykøbing Falster sygehuse, der lige nu har ventetider på henholdsvis 35 og 34 uger.

Regionen har netop ansat to ekstra audiologiassistenter i Køge for at få bragt ventetiden ned.

- Det er super ærgerligt, at vi er havnet i den her situation. Men det er stadig vores ambition at få ventetiden helt ned igen, siger Jens Stenbæk til avisen.


Nyhedsoverblik