Formand raser over trusler på jobcenter: - Det er fuldstændig ude i hampen

Foto: Toke Grøndal - TV ØST

Formanden for HK Kommunal Sjælland reagerer nu på truslerne mod medarbejdere på jobcentret i Fårevejle.

To personer er anholdt, efter de mandag udviste truende adfærd på jobcentret i Fårevejle.

Her havde den ene person medbragt en økse, som han flere gang slog ned i skranken, da han mente, at han var berettiget til ydelser fra jobcentret.

Odsherred Kommune har valgt at lukke jobcentret efter episoden, og medarbejderne får tilbudt krisehjælp.

- Ingen skal være bange for at gå på arbejde. Så kort kan det siges, lyder det fra Michael Rosenberg, formand for HK Kommunal Sjælland.

- Det gør mig virkelig vred, at man kan finde på at true med vold, fordi andre gør deres arbejde. Det er fuldstændig ude i hampen, og det sker desværre alt for ofte.

Hårdere straf

Ifølge HK Kommunal har hver ottende sagsbehandler på jobcentre været udsat for vold eller trusler om vold.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Amiitzbøll-Bille (LA) gav i september 2018 udtryk for, at han ønsker at skærpe straffen for vold og trusler mod offentligt ansatte.

- Jeg er glad for, at politikerne på Christiansborg har fokus på, at vi har et problem her, siger Michael Rosenberg.

- Og jeg er helt enig i, at det skal straffes hårdt at true offentligt ansatte. Men det er mindst lige så vigtigt, at vi er opmærksomme på at forebygge hændelserne – det kan for eksempel ske via øget sikkerhed, men det kan også ske ved at kigge på, om sagsbehandlerne har tid og ressourcer nok til at behandle borgenes sager og tale med dem om løsninger på deres udfordringer. For selvom det måske er en trøst for de berørte medarbejdere, at der er foretaget anholdelser, og at der måske også falder en straf, havde det været bedre hvis det aldrig var sket. Jeg føler virkelig med de medarbejdere, som er berørt af det her.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App