Forening løb forrest med et formål – det skal være sejt at sige nej

Foto: Anders Garde - TV ØST

Lørdag blev Sportigan Løbet 2018 afholdt i Slagelse. Her dukkede foreningen Sejt At Sige Nej op for at gøre opmærksom på sit budskab.

Budskabet om at holde sig fra euforiserende stoffer blev i dag bredt ud ved Sportigan Løbet i Slagelse.

Det er knap en måned siden, at 16-årige Marcus Christensen fra Dianalund døde, efter at have indtaget stoffet MDMA.

En hændelse, der blev startskud til foreningen Sejt At Sige Nej. I dag løb foreningen foran i Slagelse med beskeden om, at de unge skal passe på sig selv.

- Det er rigtig vigtigt at skabe synlighed omkring Sejt at sige nej. Sportigan Løbet støtter op omkring folkesundhed, og vores kamp i forhold til at klæde de unge på til at håndtere stoffer, det er også en del af det, siger Katja Konda, der er formand for foreningen.

Ungdommen er ikke oplyst

Med i foreningen og i løbet er også Kim Christensen. Det var hans søn, Marcus, der døde i oktober.

- Jeg står i mit livs mareridt. Det går langsomt op for én og bliver bare værre og værre, siger Kim Christensen.

Selv håber han at gøre en stor forskel ved at engagere sig i sagen og advare andre om stoffer.

- Det er, fordi de unge aner ikke, hvad de går og roder med. De aner ikke, hvor farligt det er. Nu har jeg talt med rigtig mange unge efterhånden, og der er ikke nogen af dem, der er oplyst. De er ikke klar over, hvad det er, de går og tager. De tænker ikke over det, siger Kim Christensen.

Artiklen fortsætter under billedet.

  Foto: Anders Garde - TV ØST

En bevægelse, der inspirerer

I motionsløbet kæmper nogle sig igennem dagen ved at løbe en hel eller halv maraton. Men Sejt At Sige Nej’s formål er at få hele landet med på at sige nej til stoffer.

- Vi har fået henvendelser fra Bornholm, fra Vejle, fra Nordsjælland, fra Ballerup, som er interesseret i det, vi har startet her. Så jeg håber jo, at det bliver en bevægelse, vi starter, som kan inspirere andre, siger Katja Konda.

Og Kim Christensen har ikke tænkt sig at give op.

- Min søn han må bare ikke have levet forgæves. Der skal gøres en forskel, og det må ikke ske igen, siger han.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App