Flere elever protesterer over fraværsregler: - Vi bliver set som et tal

Eleverne på Maribo Gymnasium har blokeret klasseværelserne med borde og stole, fordi de er utilfredse med de nye fraværsregler. Foto: Privatfoto

Elever på Maribo Gymnasium protesterer torsdag over de nye fraværsregler for gymnasieuddannelser.

Protesterne over de nye fraværsregler for gymnasierne har bredt sig.

Torsdag boykotter også elever på Maribo Gymnasium undervisningen. Det fortæller elevrådsformanden for gymnasiet til TV ØST.

- Vi har blokeret alle klasselokalerne med stole og borde og mennesker, så lærerne ikke kan komme ind og give os fravær, siger Philip Høyer Rasmussen, der er elevrådsformand på Maribo Gymnasium. 

Hvis vi skal på toilettet, så får vi fravær for det

Philip Høyer Rasmussen, elevrådsformand på Maribo Gymnasium. 

Først på ugen var det elever på HTX i Vordingborg samt elever på Nakskov Gymnasium, der boykottede undervisningen og protesterede over fraværsreglerne. 

De protesterende elever er enige om, at det er urimeligt at gymnasierne med de nye regler, har mulighed for at give eleverne fravær, hvis de kommer for sent eller afbryder undervisningen for at gå på toilettet eller hente vand.

- Det betyder, at hvis vi skal på toilettet, så får vi fravær for det, hvis vi skal hente vand, får vi fravær for det. Selv hvis vi skal pudse næse, får vi fravær for det, og det uanset om vi er ude af undervisningen i 40 sekunder eller en halv time. Det synes vi er ret fucked up, for at være ærlige, siger Philip Høyer Rasmussen.

Det er ikke er præciseret i bekendtgørelsen, om man gerne må forlade klasselokalet for at gå på toilettet, men undervisningsminister Merete Riisager (LA) har tidligere overfor Ekstra Bladet understreget, at det med de nye fraværsregler er tilladt.

- Jeg vil gerne slå fast, at de nye fraværsregler selvfølgelig ikke forhindrer elever i toiletbesøg i løbet af undervisningen, så længe de i øvrigt kommer tilbage til klassen og deltager, som de skal, siger undervisningsminister Merete Riisager i en mail til Ekstra Bladet.

Flere vil blive smidt ud

Reglerne kommer fra Undervisningsministeriet som en del af en såkaldt fraværspakke, der har til formål at sænke fraværet på gymnasierne. 

Artiklen fortsætter under billedet.

  Foto: Philip Høyer Rasmussen.

Det er en helt ny bekendtgørelse, som gymnasierne har fået udstukket, der sætter reglerne om fravær fra lektionerne. Fra næste år vil Undervisningsministeriet føre tilsyn med gymnasiernes overholdelse af fraværsreglerne.

Ifølge elevrådsformanden er bekendtgørelsen en forkert måde at gribe elever an på.

- Vi bliver i forvejen set meget på som et tal i forbindelse med karakterer, så vi synes, det er irriterende, at vi endnu engang skal ses mere som et nummer i systemet fremfor som individer, siger Philip Høyer Rasmussen.

Han frygter, at fraværsreglerne vil betyde, at flere vil blive smidt ud af gymnasierne.

- Uden tvivl vil der være flere, der bliver smidt ud af gymnasierne udelukkende på grund af de nye regler. Det synes vi er helt forrykt, siger elevrådsformanden. 

Protesten på Maribo Gymnasium fortsætter, ifølge Philip Høyer Rasmussen, resten af torsdagen til klokken 15.00.

Også Nakskov Gymnasium har fortsat boykottet undervisningen torsdag. Ifølge elevrådsformand Patrick Hansen fortsætter det også her til klokken 15.00.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App