Finns hus bliver ransaget: Er fuldstændig oprørt indvendig

I forbindelse med Emilie Mengs forsvinden er politiet igen taget til Tårnborgvej i Korsør for at ransage Finn Petersens hjem. Dog uden nærmere forklaring.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For fjerde gang er politiet til stede på Tårnborgvej i Korsør. De er endnu en gang i færd med at ransage den 67-årige Finn Petersens hus.

Ifølge politiet, er det på baggrund af nye oplysninger efter den seneste ransagning, og at de derfor ser sig nødsaget til at ransage huset igen.

Nærmere vil de ikke komme årsagen for den tilbagevendende ransagning i det gule hus. Og husets ejer fik heller ikke besked om årsagen, ifølge BT.dk.

- Det aner jeg ikke noget om, men det får jeg forhåbentlig at vide, når jeg kommer hjem, sagde Finn Petersen til BT.dk, da han var på vej hjem.

- Jeg er på vej hjem lige nu, da jeg er blevet ringet op af politiet, fordi de er i gang med en ransagning af mit hjem. Jeg er fuldstændigt oprørt indvendig, siger han til BT.dk.

Ingen kommentarer

TV ØST har nu forsøgt at få en kommentar fra Finn Petersen, om han er blevet klogere på årsagen til politiets nye visit.

Men han siger opgivende, at han ikke har nogen kommentarer. Han vil bare gerne have, at det hele slutter.

Den 67-årige mand er træt af de hyppige besøg, hvor politiet tidligere blandt andet har undersøgt hans hus med varmesøgere.

Denne gang har de parkeret en stor lastbil foran hjemmet, som medbringer specielt udstyr til politiets undersøgelser.


Nyhedsoverblik