Det ved vi om rockerklubben Satudarah

Politiet har besluttet at lukke 11 rockerborge på grund af den verserende konflikt mellem rockergrupperne Satudarah og Bandidos.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En eskalerende konflikt mellem Satudarah MC og Bandidos MC har fået politiet til at lukke 11 rockerborge på Sjælland og Lolland.

Mens de fleste har hørt om Bandidos, så er rockerklubben Satudarah et forholdsvist ubeskrevet blad.

Læs også
Politiet lukker rockerborge på Sjælland og Lolland-Falster
Læs også
Politiet lukker rockerborge på Sjælland og Lolland-Falster

Rockerklubben Satudarah har sine rødder i Holland, hvor klubben første gang så dagens lys i byen Moordrecht i 1990.

De første medlemmer var indvandrere eller børn af indvandrere med tilknytning til den indonesiske øgruppe Molukkerne. Indonesien var tidligere en hollandsk koloni.

Alle er lige

Klubbens navn og logo er da også inspireret af den indonesiske stammekultur. ”Satu” er indonesisk for ”ét”, og ”darah” betyder blod, så Satudarah betyder altså ”Ét blod” - mere frit oversat kan navnet tolkes som ”blodbrødre”.

quote Satudarah Danmark er ikke fjender eller uvenner med andre MC-klubber i Danmark.

Rockerklubben på sin Facebook-side i 2013

Navnet skal understrege at alle i klubben er lige uanset race og kultur. Det samme skal klubbens logo, som forestiller en hvid indianerfigur.

Siden rockerklubben blev dannet, er den vokset eksplosivt, og i dag har klubben afdelinger i 20 lande heriblandt Belgien, Spanien, Malaysia, Sverige, Norge og Danmark.

Koblet sammen med våben og narko

Rockergruppen gjorde sit indtog i Danmark i 2013, da bandegrupperingen VHK (Værebros Hårde Kerne) fra Bagsværd valgte at tage Satudarahs rygmærke til sig, og den danske afdeling fik navnet Satudarah MC Northside.

I udlandet er rockerklubben flere gange blevet koblet sammen hashhandel, våben, vold og narkokriminalitet, og samtidig har klubben ligget i konflikt med Hells Angels i Tyskland og Holland.

Derfor var bekymringen også stor, da klubben slog sig ned i Danmark, men dengang afviste klubben på sin danske Facebook-side, at der skulle være grund til bekymring.

- Satudarah Danmark er ikke i opposition til, endsige fjender eller uvenner med andre MC-klubber i Danmark og ønsker ikke at være det. Dette finder vi vigtigt at fastslå, idet medierne i den seneste tid har beskrevet os som værende modsætning til HA, hvilket vi på det bestemteste skal benægte, skrev klubben.

Rygter om klub i Næstved

quote Det er de ikke. Det må du meget gerne mane i jorden. Det er rygter.

Talsmand for Satudarah til Tv2.dk efter rygter om, at klubben var på vej til Næstved

Kort efter rockerklubben havde slået sig ned i Bagsværd gik der rygter om, at klubben også ville oprette en afdeling i Næstved.

Ifølge rygtet skulle klubben have planer om at slå sig sammen med Bandidos-udbrydergruppen Westside Nation. Men på daværende tidspunkt afviste en unavngiven talsmand fra klubben, at Westside Nation skulle være en del af klubben.

- Det er de ikke. Det må du meget gerne mane i jorden. Det er rygter. Du skal ikke tro på noget som helst, sagde talsmanden til tv2.dk.

Men som vi ved i dag, så er der altså medlemmer af Satudarah, der har slået sig ned i Næstved. Og det er blandt andet tilkomsten af en ny gruppe, der giver konflikt i området, fortæller Michael Kjeldgaard, chef i Nationalt Efterforskningscenter (NEC) under Rigspolitiet.

- Der er kommet nye bandegrupperinger til i Danmark over de seneste år. Og det gør, at der er lidt ubalance i fordelingen af det kriminielle marked. Det er en del af årsagen til konflikten i Næstved, siger han til TV ØST.

Dræbt i København

Der har også været rygter om, at klubben ville åbne afdelinger på Lolland, i Norddjursland og i byer som Vejle, Holbæk, Odense og indre København.

quote Der er lidt ubalance i fordelingen af det kriminielle marked. Det er en del af årsagen til konflikten i Næstved.

Michael Kjeldgaard, chef i Nationalt Efterforskningscenter

Den seneste tid har klubben gjort sig bemærket i medierne i forbindelse med skudepisoderne i Næstved, men også i forbindelse med et bestialsk drab på et af klubbens medlemmer.

For i starten af september blev 25-årige Kevin Andersen fra Ballerup fundet dræbt og parteret i Vestskoven.

Det foreløbige motiv til drabet vurderes dog at være intern uenighed omkring sorte narkopenge i et kriminelt miljø.

Kilder: Denne artikel bygger på oplysninger fra Satudarahs hjemmeside, tidligere artikler fra Berlingske, TV 2 og Ekstra Bladet.


Nyhedsoverblik