Vicedirektør undskylder - mange brystkræftpatienter bliver ikke opereret til tiden

Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at Region Sjælland har taget et stort dyk, når det gælder om at overholde forløbstiderne i kræftpakkerne i 3. kvartal i år. Foto: Colourbox

1 af 2

Kun 22 procent blev opereret til tiden for brystkræft i Region Sjælland i 3. kvartal i år. Nu undskylder Sjællands Universitetshospital.

Mangel på brystkirurger er skyld i, at færre kvinder får behandling for brystkræft til tiden.

Tal fra Sundhedsstyrelsen viser nemlig, at Region Sjælland har taget et stort dyk, når det gælder om at overholde forløbstiderne i kræftpakkerne i 3. kvartal i år.

For mens 69 procent af kvinder med brystkræft blev opereret til tiden i 2. kvartal af 2018, er tallet nede på 22 procent i 3. kvartal.

- Jeg vil gerne sige undskyld til de kvinder, der ikke er blevet opereret til tiden, lyder det fra Beth Lilja, der er vicedirektør på Sjællands Universitetshospital.

Region Sjælland har ikke levet op til deres ansvar. Det er mange kræftramte kvinder, der er blevet svigtet her

Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse

- Det er naturligvis en helt uacceptabel situation, at vi ikke har kunnet behandle til tiden, og det lever ikke op til vores normale standarder for god kvalitet i behandlingen. Der mangler brystkirurger i Danmark, og desværre har vi haft to brystkirurger, der har fået andet job i år. Det giver udfordringer. Der mangler simpelthen speciallæger til at operere kvinderne.

Kræftens Bekæmpelse: Uacceptabelt

I alt er 111 kvinder ikke blevet opereret til tiden i 3. kvartal i år. Af dem skyldes 78 af forløbne mangel på kapacitet. 42 forløb skyldes, at patientens tilstand ikke har tilladt operation, mens 23 ikke er blevet opereret efter patientens eget ønske.

Kræftens Bekæmpelse kalder det et uacceptabelt svigt af brystkræftpatienter, at Region Sjælland ikke overholder forløbstiderne.

- Region Sjælland har ikke levet op til deres ansvar. Det er mange kræftramte kvinder, der er blevet svigtet her, siger adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker, i en pressemeddelelse.

Kræver en individuel kontakt 

Jesper Fisker roser dog regionen for at tage hånd om problemet.

- Jeg har en forventning om, at regionen tager individuel kontakt til de berørte, og at man sikrer, at alle brystkræftpatienter føler sig trygge og velinformerede. Jeg håber også, man lærer af fejlen, så der ikke opstår en lignende situation i fremtiden. Vi vil nøje følge udviklingen, siger Jesper Fisker.

Region Sjælland oplyser i en pressemeddelelse, at de har hyret to speciallæge-konsulenter til at hjælpe med brystkræftoperationer.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App