Ekspert om gyldent håndtryk: En direktør har et stort ansvar

- Når en direktør stopper, så kigger man i kontrakten og ser, hvad der er aftalt, lyder det fra Janie Nielsen, ekspert i ansættelsesforhold for direktører. Foto: Morten Spuhr - TV ØST

Sygehusdirektøren for Roskilde og Køge Sygehus får 2,9 millioner kroner med i fratrædelsesordning. Det er der ikke noget odiøst i, vurderer ekspert.

Mandag fritstillede Region Sjælland sygehusdirektør for Roskilde og Køge Sygehuse, Henrik Villadsen.

Det kommer kort tid efter en udmelding om, at regionen skal spare mange millioner, og at regionens sygehuse derfor står midt i en stor fyringsrunde. Henrik Villadsen blev ifølge Region Sjællands direktør, Per Bennetsen, fritstillet, fordi ledelsen vurderede, at der var brug for nye kræfter til at stå i spidsen for de to hospitaler.

Sygehusdirektøren får en fratrædelsesordning, der sikrer ham 2,9 millioner kroner, og det vækker vrede på Facebook. På et opslag på TV ØST’ side skriver Hanne Nielsen blandt andet:

Den frustration deler Line Hedengran og Poul Erik Hansen.

En del af kontrakten

Men der er ikke noget mærkeligt i, at en aftrædende direktør tager en god portion penge med sig i købet. Det fortæller Janie Nielsen, der er ekspert i ansættelses- og direktørforhold. Hun kan ikke udtale sig om den konkrete sag, men udtaler sig generelt om direktørers ansættelsesforhold.

Hvorfor skal en direktør have så mange penge, når vedkommende stopper?

- Når en direktør stopper, så kigger man i kontrakten og ser, hvad der er aftalt. Og i sådan nogle kontrakter af den her karakter har man typisk aftalt mellem 12 og 24 måneders opsigelsesvarsel. Når det er så langt, så er det fordi en direktør ikke har anden beskyttelse. En direktør er ikke omfattet af nogen form for lønmodtagerlovgivning. Det er derfor, der er brug for noget ekstra beskyttelse, siger Janie Nielsen.

Har et stort ansvar

Hvorfor overhovedet lave en kontrakt med så gunstige fratrædelsesaftaler, at de får flere millioner, når de stopper?

- En direktør har et stort ansvar og er eksponeret på en anden måde end andre personalegrupper, og derfor ligger niveauet på et andet niveau.  Men vi skal være opmærksomme på, når vi taler om de her gyldne håndtryk og de store beløb, der er i spil, så er virkeligheden tit og ofte, at i det omfang at direktøren får sig et nyt arbejde ret hurtigt, så vil direktøren ikke længere have ret til de her beløb fra den gamle arbejdsgive. Så vil man modregne det beløb fra lønnen på det nye sted. Så det, der så ud til at være mange millioner, kan faktisk indskrænkes til ikke at være ret meget, når det kommer til stykket.

Mange på for eksempel vores Facebook-side synes, det er mærkeligt, at dem, der får mest i løn, også er dem, der får mest, når de aftræder. Man tænker jo, at det er fordi de ikke har passet deres job godt nok?

- Det behøver ikke være tilfældet. Fordi man skifter en direktør ud, er det jo ikke ensbetydende med, at han eller hun ikke har gjort det godt nok. Det kan der være mange grunde til, og der kan være nogle strategiske årsager.

Hvad skal der til, for at man slet ikke får det gyldne håndtryk?

- Der skal meget til, før man ikke har ret til at få sin løn i opsigelsesperioden. Der skal en grov tilsidesættelse af de pligter, man har som direktør, eller noget, der tangerer svindel eller tyveri i den karakter. Det er så meget, der skal til, slutter Janie Nielsen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App