Efter kampvalg: Venstre på Stevns skal have ny bestyrelse

Mogens Haugaard Nielsen blev tirsdag aften valgt som Venstre Stevns borgmesterkandidat. Bestyrelsen støttede enstemmigt modkandidaten og går nu på valg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Valget af Mogens Haugaard tirsdag aften som Venstre Stevns borgmesterkandidat får konsekvenser. Bestyrelsen i partiet vil nemlig gå på valg ved en ekstraordinær generalforsamling.

Beslutning kommer i kølvandet på en længere tids intern splittelse i partiet.

- Bestyrelsen sætter sit mandat til rådighed. Jeg ved ikke, om der er nogen fra den nuværende bestyrelse, der genopstiller - det håber jeg. Men det er i hvert fald en ny bestyrelse der skal til, siger den fungerende formand Flemming Petersen.

Pegede ikke på den siddende borgmester

Det var medlemmerne fra Venstre Stevns, der tirsdag aften skulle vælge, hvem partiets borgmesterkandidat skal være ved det kommende kommunalvalg.  

Stik imod sædvane havde partiets bestyrelse enstemmigt valgt at pege på en anden kandidat end den siddende borgmester Mogens Haugaard Nielsen.

De mente i stedet, at Martin Steen Andersen var den rigtige mand til at føre partiet gennem en valgkamp.

Grunden til, at bestyrelsen ikke støttede Mogens Haugaard var en længere tids uenighed internt i partiet.

Striden startede på baggrund af en sag om fredning af et bælte langs Stevns Klint. Partiet var for, ligesom borgmesteren også var det til at begynde med.

Men på et tidspunkt skiftede han holdning i sagen, hvilket skabte den interne splid.

Ville gå på valg ved borgmesters sejr

Inden kampvalget havde bestyrelsen varslet, at en sejr til borgmesteren kunne betyde, at de i så fald ville gå på valg.

Og med den siddende borgmesters 116 stemmer mod udfordrerens 109 tager de nu endeligt beslutningen.

- Med det her tætte valgresultat, så er vi jo delt i partiet. Og det skal vi komme ud over. Vi skal finde kræfter til at finde sammen igen, og det skal vi gøre på den her ekstraordinære generalforsamling, siger den fungerende bestyrelsesformand Flemming Petersen.

En beslutning, som borgmesteren håber, kan være med til igen at samle partiet.

- Vi har et opsamlingsarbejde. Ingen tvivl om det. Nu vandt jeg valget i aftes, og vi skal ud at have en ekstraordinær generalforsamling. Jeg håber, vi får sammensat en bestyrelse, som kan støtte op omkring kommunalbestyrelsesgruppen, for det har vi enorm meget brug for, siger borgmester Mogens Haugaard.


Nyhedsoverblik