Dømt for vold og trusler mod vidner

En 44-årig er blevet idømt 10 måneders fængsel, efter han truede med at dræbe vidner mod ham.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Vi ses i retten. I får så mange tæsk.

En 44-årig mand er blevet idømt 10 måneders ubetinget fængsel efter at have begået vold og udstedt trusler mod to vidner i Vordingborg og på Møn.

Det oplyser anklagermyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

Opsøgte ofre i deres hjem

Dommen mod den 44-årige kommer efter et længere forløb, der blev indledt, da han mødte op hos de to ofre i sagen, og truede dem på livet. Han har desuden taget kvælertag og nikket en af ofrene en skalle. 

- Han er blevet sur på de to, og to dage efter kommer han igen råbende med trusler på livet om at ville slå dem ihjel, siger anklager fuldmægtig i Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, Iben Grønbæk, til TV ØST. Manden var blandt andet utilfreds med den medicin, som han tildeles.

Tilbage i juni – godt halvanden måned efter episoderne -  støder han tilfældigt ind i de to igen på gaden. Da er sagen netop blevet klar til retten, og han truer nu igen de to i deres egenskab af vidner. 

20 sager

Den 44-årige mand er i alt tiltalt for 20 forhold. Deriblandt trusler mod vidner, vold og trusler mod personalet på Center for Rusmidler i Vordingborg Kommune. 

Manden er også tiltalt for at have begået vold og trusler mod Borgerservice i Stege tilbage i marts. I begge tilfælde har han truet personalet ved eksempelvis at sige:

- ”Hvis jeg møder dig på gaden, dør du!” og ”Du får så mange tæsk, at du lander i en kørestol”, fortæller anklager Iben Grønbæk.

Den 44-årige mand blev  mandag idømt 10 måneders ubetinget fængsel og en bøde på 1.700 kroner. Han blev sendt direkte i fængsel til afsoning.


Nyhedsoverblik