Dømt skorstensfejer: Sikkerhedsændring er meget positiv

Skorstensfejeren, der i landsretten blev idømt bøder for at færdes på tage uden sikkerhedsline, kalder ny løsning for positiv.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Skorstensfejer Arne Pedersen fra Vordingborg var manden, der fik hele sagen til at rulle. Tidligere på året blev han af idømt 50.000 kroner i bøde for at lade sine mænd gå på tage uden at sikkerhedsfæstne dem.

Men nu bliver reglerne lavet om, er Arbejdstilsynet og Skorstensfejerlauget blevet enige om.

- Det er jeg meget positiv overfor. Det betyder, at vi kan udføre vores arbejde uden de store omkostninger, siger skorstensfejer Arne Pedersen til TV ØST.

Bødestraf for arbejde

Dommen mod Arne Pedersen blev i oktober stadfæstet i landsretten med flere demonstrerende skorstensfejere til følge.

Arbejdstilsynet og Skorstensfejerlauget har nu besluttet at lave reglerne om, så skorstensfejere for eksempel kan gøre sig fast til et trin på de høje tagrygge.

Dermed behøver skorstensfejerne ikke at skulle kræve, at husejerne får installeret renselemme, eller at de skal betale for en personlift, når de skal have renset deres skorstene.

- Vi har gået på tagene i mange år, og vi har ikke haft en eneste arbejdsulykke, så denne her løsning virker god. Det gør unægtelig vores hverdag nemmere, siger Arne Pedersen.

Arne Pedersen har tidligere tilkendegivet, at han gerne vil have sin sag og dom for Højesteret.

 

Arbejdstilsynet og Skorstensfejerlauget mangler endnu at udfærdige de nye regler på skrift.


Nyhedsoverblik