DMI: Det bliver koldt i denne uge

Det bliver en tør, men kold uge, hvor der skal skrabes bilruder om morgenen, siger meteorolog fra DMI.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når et nedbør har passeret landet mandag, er der udsigt til mindst tre dage med tørvejr.

Dog kan bilister godt regne med at skulle ud at skrabe ruder om morgenen. Nattetemperaturerne holder sig nemlig under frysepunktet hele ugen.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Bolette Brødsgaard tidligt mandag morgen.

- Det bliver en meget fredelig uge. Men der skal skrabes bilruder og saltes havegange, så postbuddet og skraldemanden kan komme sikkert frem.

- Vi har et nedbørsområde på vej indover med både regn, slud og sne. Det bliver dog ikke de store mængder, maksimum en-to centimeter tøsne i den østlige del af landet, siger hun mandag kort efter klokken 05.30.

Men efterhånden klarer det op, og de fleste vil opleve en klar mandag nat med temperaturer mellem frysepunktet og fem graders frost. Kun på Bornholm vil nattetemperaturerne mellem mandag og tirsdag holde sig på frysepunktet.

Tørt og koldt

I dagtimerne mandag vil temperaturerne ligge på mellem to og fem graders varme, og det bliver lunest ved vestkysten.

Tirsdag bliver derimod tør, og der kommer også lidt sol hist og pist især øst på, lover Bolette Brødsgaard.

- Temperaturerne om dagen kommer til at ligge lige over frysepunktet. Det bliver absolut ikke varmt - mellem en og tre grader. Og om natten ryger vi så ned på et par graders frost, siger hun.

Onsdag og torsdag kommer til at ligne tirsdag.

- Det kører lidt på samme læs. Onsdag vil der være en del skyer, men også mulighed for sol. Temperaturerne kommer til at ligge meget tæt på frysepunktet, og der kan også være dagsfrost.

- Torsdag bliver det faktisk det samme igen. Vinden er ikke særlig kraftig, men tirsdag, onsdag og torsdag slår den efterhånden over i en østlig retning, hvilket giver os det tørre vejr, siger meteorologen.

Prognoserne for fredag er til gengæld fortsat usikre.

- Det ser ud til, at en front nærmer sig, så det begynder at blæse lidt mere. Men det er stadig meget usikkert, siger Bolette Brødsgaard.

/ritzau/


Nyhedsoverblik