DF og S ser positivt på tiltag til flere læger i yderområder

Regeringen vil problemer med manglende læger i yderområder til livs. DF og S er klar til at forhandle.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Onsdag præsenterede regeringens såkaldte lægedækningsudvalg 18 konkrete forslag, der skal få flere praktiserende læger til yderområder og socialt belastede områder.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby er klar til at sætte flere af initiativerne i søen, og fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet lyder der også positive toner.

Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, ser frem til at få gjort noget ved problemet.

- Det er umiddelbart nogle gode løsninger og anbefalinger. Nu skal vi selvfølgelig arbejde med dem og se, hvad de indeholder mere bestemt. Men at man tager flere ind i almen praksis og laver mere uddannelse, det kan jeg godt lide.

Må gerne indkalde til forhandling

Blandt forslagene er blandt andet, at lægerne skal betales efter en ny model. Modellen vil betyde, at lægerne får betaling ud fra patienternes behandlingsbehov.

I dag får læger stort set samme honorar for en ung, frisk patient som en ældre og eventuelt kronisk syg patient.

Også Socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, ser positivt på flere af forslagene.

- Nu har vi en liste med 18 punkter. Dem kan vi forholde os til. Og jeg anerkender, at ministeren siger, det skal forhandles som et samlet hele. Nu må ministeren meget snart indkalde til forhandling.

- Det her er den største udfordring på sundhedsområdet set med socialdemokratiske øjne, og derfor er vi meget utålmodige for at få truffet nogle beslutninger.


Nyhedsoverblik