Absalon i stor sparerunde: - Det er dygtige medarbejdere, vi siger farvel til

Et underskud på 8,5 millioner kroner gør, at Absalon skærer i antallet af undervisere. Det mærker man på ernærings- og sundhedsuddannelsen i Sorø.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På Professionshøjskolen Absalon har de i den seneste tid været i gang med en større sparerunde.

Der skal nemlig rettes op på en dårlig økonomi, og derfor har man blandt andet måttet sige farvel til undervisere på uddannelsen i Ernæring og Sundhed i Sorø inden studiestart.

I Sorø har man været nødsaget til at spare 10 årsværk væk, og det ærgrer Camilla Wang, der er rektor i Professionshøjskolen Absalon.  

- Det beklager jeg rigtig meget, fordi det er dygtige medarbejdere, vi siger farvel til, siger hun.

Sparerunden har været i gang siden begyndelsen af december sidste år. Her vedtog bestyrelsen nemlig det samlede budget for 2019, hvor man har valgt, at der i alt skal skæres 35 årsværk væk.

Det gør de for at undgå et underskud på 8,5 millioner kroner i år, forklarer rektoren.

quote Lige nu ser det ud til, at vi undgår fyringer, ved at vi har indgået frivillige aftaler

Berit Hvalsøe, centerchef for Center for Ernæring og Rehabilitering 

- For at få balance i budgettet har vi skullet reducere med 35 årsværk. Det handler om at få et budget, der har nul på bundlinjen, siger Camilla Wang.

Sparer på administrationen

Udover de 10 årsværk, der skæres væk på uddannelsen Ernæring og Sundhed i Sorø, lander den største besparelse på cirka 20 årsværk i administrationen.

Desuden skal fem årsværk spares væk i Center for Skole og Læring, hvor blandt andet læreruddannelsen er placeret.

Rektor Camilla Wang fortæller, at de har kunnet undgå fyringer i cirka halvdelen af tilfældene ved at omplacere medarbejdere og indgå frivillige fratrædelser.  

Det har man blandt andet gjort på uddannelsen Ernæring og Sundhed i Sorø, fortæller Berit Hvalsøe. Hun er centerchef for Center for Ernæring og Rehabilitering og er blandt andet ansvarlig for professionsbacheloren.

Selvom stemningen har været presset på grund af sparerunden, glæder hun sig over, at man på nuværende tidspunkt ikke har skullet uddele fyresedler til hendes medarbejderstab.

- Vi er tilfredse med, at vi dels har kunnet indgå frivillige aftrædelser med rigtig mange. Lige nu ser det ud til, at vi undgår fyringer, ved at vi har indgået frivillige aftaler. At vi så oveni købet har kunnet tilbyde stillinger til nogle af kollegerne, er rigtig vigtigt også, siger Berit Hvalsøe.

Skærer i studieoptaget

I Sorø har de haft plads til at optage 196 studerende på ernærings- og sundhedsuddannelsen. Men ifølge rektor har ansøgertallet været faldende i de sidste par år. Derfor har man ikke kunnet besætte alle pladser.

- Vi sparer på uddannelsen Ernæring og Sundhed i Sorø, og det skyldes primært, at uddannelsen har haft et faldende optag. Vi har nu valgt at reducere antallet af studiepladser for at få vendt skuden, siger Camilla Wang.

quote Det betyder selvfølgelig, at der er brug for færre undervisere, når der er færre studerende

Camilla Wang, rektor i Professionshøjskolen Absalon 

Fremover vil de i stedet for 196 studiepladser kun kunne optage 80 studerende på uddannelsen. 

- Det gør vi for at sikre, at dem der kommer ind også er motiverede, dygtige og studieegnede og så lave en rigtig god uddannelse for dem. Det betyder selvfølgelig, at der er brug for færre undervisere, når der er færre studerende, siger hun. 

Dropper vinteroptag

Den faldende interesse for uddannelsen betyder også, at de ikke længere vil optage studerende to gange om året, men kun én gang. Den nye fremgangsmåde ser centerchefen, Berit Hvalsøe, som en fordel.

- Der vil vi kunne hente nogle ressourcer til at være endnu mere omkring de studerende, der så er i huset. Så jeg tænker, at det vil blive en fordel for os alle sammen (med studieoptag én gang om året, red.), siger hun.

Derfor bliver holdet, der starter nu her, det sidste hold på vinteroptag.

- Det er selvfølgelig en anden rytme. Lige nu har vi rytme med at starte hold op to gange om året, og det skal vi lige tilpasse os, men vi har jo andre uddannelser hvor vi gør det samme og det har vi gode erfaringer med, siger Berit Hvalsøe.

Tilbage lover Berit Hvalsøe bare, at de nye studerende ikke vil kunne mærke, at der har været en udskiftning i underviserne.

- Vi møder de studerende med entusiasme og energi og har meget stort fokus på, at hvad der sker på medarbejdersiden, er ikke noget der skal berøre de studerendes uddannelse, siger hun.


Nyhedsoverblik