De sjællandske virksomheder har fuld fart på

Der er både optimisme og tro på fremtiden blandt de erhvervsdrivende i regionen, viser en analyse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det går godt for virksomhederne på Sjælland disse år. Noget, som blev både drøftet og debatteret på en erhvervskonference hos virksomheden Scansteel Foodtech i Slagelse i dag.

Her var både erhvervsfolk, eksperter og politikere mødt op for at blive klogere på styrker og udfordringer hos de lokale virksomheder. Ifølge en analyse fra Sydbank, som er lavet ud fra bankens 100 mest lønsomme kunder, er der nemlig en stærk tro på fremtiden.

- Vi kan se, at det ikke er i storbyerne, det bedste erhvervsklima er. Sidste år var stederne, hvor erhvervsklimaet steg mest længere væk fra de større byer, så der er en stigende optimisme herude også, forklarer økonomisk politisk chef, Morten Granzau Nielsen fra Dansk Industri (DI).

Ekspanderer på verdensmarkedet

En af de virksomheder, der har oplevet stor vækst er den 10.000 kvadratmeter store virksomhed Scansteel Foodtech, der laver maskiner til fødevareindustrien, og som i dag lagde lokaler til erhvervskonferencen.

- Det går fantastisk. Vi ekspanderer kraftigt på verdensmarkedet, og for os er vores vækstpotentiale egentlig ikke i Danmark, det er i udlandet. Vi er ved at være rigtig godt repræsenteret der, siger vicepresident for global sales, Per Birkholm.

Den kvalificerede arbejdskraft driller

Men selvom virksomhederne på Sjælland har det godt, er der alligevel problemer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft flere steder. Blandt andet til Lolland Kommune.

- Mange af de mennesker, som desværre står uden uddannelse og uden faglærte baggrunde, er ikke stærke nok til at komme ind på det arbejdsmarked. Der har vi en fælles udfordring i Danmark. Og den tror jeg på, vi kan løse, hvis vi gør det i fællesskab, siger borgmester i Lolland Kommune, Holger Schou Rasmussen (S).

Scansteel Foodtech har haft base på det vestlige Sjælland i 32 år. Indenfor det seneste årti er medarbejderantallet vokset fra bare tre til de nuværende 39 i dag.

- Hvis man vil lave maskiner i rustfrit stål i høj kvalitet, og man skal have de rigtige mennesker, så er Slagelse stedet, lyder det fra Per Birkholm. 

Både politikere, erhvervsfolk og eksperter debatterede fordele og ulemper ved virksomhederne i provinsen ved onsdagens erhvervskonference. 
Både politikere, erhvervsfolk og eksperter debatterede fordele og ulemper ved virksomhederne i provinsen ved onsdagens erhvervskonference. 

Nyhedsoverblik