Danmarks farligste patienter er spærret inde på Sikringen - nogle kommer aldrig ud igen

Et sjældent kig til et værelse på det topsikrede Sikringen. Foto: Peter Kryger - TV ØST

På Sikringen i Slagelse sidder Danmarks farligste, kriminelle sindssyge. TV ØST har været på besøg inden for murene.

Det tager en rum tid at komme ind på den topmoderne udgave af Sikringen, eller Sikringsafdelingen som den rettelig hedder, i Slagelse. Foruden at have en aftale skal man igennem adskillige sluser, vise billed-id, have sine ting scannet - og selv kropsvisiteres. For det er Danmarks absolut farligste, kriminelle sindssyge, der sidder på afdelingen.

I dag fejrer Sikringen sin 100 års fødselsdag, og i den anledning fik TV ØST lov til at komme ind og se, hvordan der ser ud på afdelingen, som har huset 400 mænd og enkelte kvinder igennem sin levetid.

Artiklen fortsætter under billedet...

Dette skal alle besøgende på Sikringen igennem. Foto: Peter Kryger - TV ØST

En anstalt i Nykøbing Sjælland

Historien begynder tilbage i 1918, hvor den første Sikringsanstalt åbnede på Psykiatrihospitalet i Nykøbing Sjælland. Dengang var der plads til 50 patienter.

Artiklen fortsætter under billedet... 

Den første udgave af Sikringen. Billedet er fra ca. 1918-1920. Foto: Region Sjælland

I mange år var anstalten kun for mænd, ligesom det kun var mænd, der var ansat der. Der var helt klare regler for patienterne, som blandt andet skulle være i seng kl. 20.

I 1950'erne ændrede Sikringen karakter. Flere patienter kunne flyttes til andre afdelinger, fordi det nu var muligt at behandle dem med psykofarmaka. I en overgang var der faktisk tale om at lukke Sikringen helt ned, men det skete altså ikke. Dog blev antallet af pladser i 1962 reduceret fra de 50 til bare 17. 

Artiklen fortsætter under billedet... 

Frode Krarup var den første overlæge på Sikringen. Her ses han sammen med sin efterfølger, Otto Jacobsen Foto: Region Sjælland

Det næste afgørende skridt i fortællingen om Sikringen skete i 1981, hvor afdelingen flyttede ind i en ny bygning ved siden af den eksisterende. Her var der plads til 30 patienter, og selvom det er mindre end 40 år siden, så vidner historien om, hvor meget tilgangen til behandling af patienterne har ændret sig.

Afdelingen, der blev taget i brug i 1981, var nemlig holdt i mørke og brune farver, da man mente, det dunkle havde den bedste indflydelse på de kriminelle sindssyge. 

Moderne forhold 

I 2015 flyttede patienterne ind i bygningen, som ligger på Grønningen i Slagelse - med Psykiatrien i Slagelse på den modsatte side af vejen. Afdelingen er dobbelt så stor som den, de kom fra. Nu sidder der 30 patienter. De fleste lider af skizofreni, og flere har også ekstrem angst oveni. Og de er altså de absolut farligste og mest sindssyge kriminelle, der er dømt ved en retsinstans i Danmark - eller vurderet så farlige af Justitsministeriet, at de ikke kan sidde i et normalt fængsel. 

Per Balling er ledende overlæge på Retspsykiatrisk afdeling og er med til at vise TV ØST rundt på Sikringen på en blæsende dag i oktober.

- Flere af dem har begået mord, og flere af dem har forsøgt at begå mord, siger han om de 30 indsatte. I gennemsnit er en patient indlagt på Sikringen i otte år. Her har de så monoton en hverdag som overhovedet muligt, da selv den mindste ændring kan få en patient til at selvantænde.

Det er meget svært at sætte sig ind i, at man kan være så syg, at man er otte forskellige personer

Per Balling, ledende overlæge, Retspsykiatrisk afdeling

- De kan finde på at angribe folk ganske voldsomt. De reagerer på nogle psykotiske oplevelser, nogle stemmer, der måske siger, hvad de skal gøre. Eller nogle vrangforestillinger om, at de er forfulgt, og folk vil skade dem. Og så går de til angreb, og det kan være meget voldsomt, siger Per Balling.

Derfor er der også hele 120 ansatte til at tage sig af de 30 patienter. Indtil 1988 var der kun mænd ansat på Sikringen, men nu er der også en del kvinder. 

Artiklen fortsætter under billedet...

På Sikringen i Slagelse har patienterne fået både toilet og bad på værelserne. Foto: Peter Kryger - TV ØST

For livet 

Der er ikke noget efter Sikringen, så personalet skal kunne håndtere patienterne. Patienterne kan ikke udskrive sig selv, og når en patient bliver udskrevet fra Sikringen, skal vedkommende sidde i fængsel eller indlægges på en anden lukket afdeling. Først derefter kan de - måske - komme ud i samfundet igen.

Om Sikringen

  • Sikringsafdelingen er den eneste af sin art i Danmark 
  • Sikringsafdelingen modtager også patienter fra Grønland og Færøerne
  • I 1994 blev det muligt at indlægge kvinder på Sikringen - to år senere blev den første kvinde indlagt
  • Størstedelen af patienterne er mellem 20 og 40 år
  • Ca. 40% af patienterne har anden etnisk baggrund end dansk (tal fra 2009)
  • Der har de seneste år været venteliste til indlæggelse på Sikringsafdelingen
  • Der er foretaget en vielse på Sikringen

Kilde: Region Sjælland

Se mere

En af de patienter, der er indlagt på Sikringen i dag, har været der i 34 år, og enkelte patienter kommer aldrig ud igen. Det er nogle af de sværeste tilfælde, forklarer overlæge Per Balling:

- Nogle har ideer om, at de er mange forskellige personer. Det er meget svært at sætte sig ind i, at man kan være så syg, at man er otte forskellige personer, men så fører man en dialog med sig selv som de otte personer, og så bliver man ind i mellem meget bange, når det pludselig er eksempelvis Hitler, man diskuterer med, siger Per Balling og fortsætter:

- Andre gange kan de opleve, at jorden åbner sig under én, og man falder ned i et kæmpe stort hul, og så bliver man også bange og reagerer over for dem, der kommer ind til én. Nogle mener, at deres DNA bliver smittet af andre folk, der kommer ind til én, og derfor ønsker de, at folk går, og de slår dem. Og så er der dem, der mener, de bliver fanget og tortureret, når personalet kommer ind til dem. 

Boldspil heler 

Mens man i gamle dage kørte efter nogle helt stramme regler og eksempelvis forlangte af patienterne, at de tog alt tøjet af ude på gangen om aftenen, før de gik ind på værelserne og tog nattøj på, så har behandlingsmetoderne ændret sig frem til i dag. Derfor finder man også en hal, hvor det er muligt at spille bold.

Artiklen fortsætter under billedet...

Motionsrum på Sikringen i Slagelse. Foto: Peter Kryger - TV ØST

Hver eneste patient koster 3,6 millioner kroner om året. Det er altså penge, samfundet bruger på mennesker, der er så syge og så farlige, at de ikke kan gå rundt i blandt almindelige mennesker. Og netop derfor er en anbringelse på Sikringen pengene værd, mener Pia Strange, som er ledende oversygeplejerske på Retspsykiatrisk afdeling.

- Jeg tror mange, stiller sig selv det spørgsmål, men hvis man overhovedet skal opnå en helende effekt, så kræver det også, at man er i nogle rammer, hvor man har mulighed for at hele, siger hun.

Sikringen fra 2015 virker lys og indbydende. Alt glas er dog panserglas. Foto: Peter Kryger - TV ØST

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App