Danmark er ved at løbe tør for grus

Arkivfoto. Foto: Lars Andersen - TV ØST

Danmark risikerer inden for de kommende år at løbe tør for grus, viser en ny fremskrivning, som Niras har lavet for Danske Regioner.

Inden længe risikerer Danmark at løbe tør for grus og de råstoffer, som vi bruger til blandt andet at lave asfalt og beton til vores veje og huse.

Det viser en ny fremskrivning, som ingeniørvirksomheden Niras har lavet for Danske Regioner. Værst ser det ud i Region Hovedstaden, der ifølge fremskrivningerne vil løbe tør i 2027, skriver DR.

Danmark bygger i vildskab, og derfor vil vores forbrug af råstof stige helt vildt

Heino Knudsen (S), formand for Danske Regioners Miljøudvalg

- Danmark bygger i vildskab, og derfor vil vores forbrug af råstof stige helt vildt. Samtidig er vores grusgrave ved at være tomme, så vi kommer til at mangle grus, fortæller Heino Knudsen, der er formand for Danske Regioners Miljøudvalg, til DR.

Frem mod 2040 vil efterspørgslen efter grus ifølge Niras stige med mere end 50 procent, og derfor vil grusgrave løbe tør for råstoffet, hvis ikke der findes nye steder at udvinde.

- Grus er et af de vigtigste råstoffer, verden har

Ifølge Per Kalvig, geolog og leder af Videnscenter for Mineralske Råstoffer og Materialer, er Danske Regioners bekymring berettiget.

- Grus er et af de vigtigste råstoffer, verden har. Det er en forudsætning for alt infrastruktur, og for at vi kan lave byggerier og veje, men nu begynder der at være knas i forsyningskæden, siger Per Kalvig.

Her kan din region løbe tør for grus

  • Region Hovedstaden: 2027
  • Region Sjælland: 2032
  • Region Syddanmark: 2037
  • Region Midtjylland: 2050
  • Region Nordjylland: 2056

 

Kilde: Niras

Se mere

Både Heino Knudsen og Per Kalvig mener, at der stadig er uforløst potentiale for at udvinde mere grus i Danmark, og at man derfor skal lave en større kortlægning over, hvor vi kan finde råstoffer i fremtiden i stedet for at importere.

Miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) har ikke ønsket at stille op til interview.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App