Brugerne har stemt: Her er årets bedste foto af en rapsmark

Brugerne har stemt, og vinderen er fundet: Årets bedste billede af en rapsmark er taget i en solnedgang ved Klinteby.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De seneste par uger har TV ØST modtaget over 200 billeder i fotokonkurrencen om det bedste billede af en rapsmark, og nu er vinderen fundet.

Redaktionen havde valgt fem af de bedste og mest kreative billeder ud til afstemning blandt brugerne på Facebook. I alt er der afgivet lige knap 3.000 "likes" på facebook, og 954 af dem er gået til Rikke Pedersens billede "Find mig."

Billedet er taget i en rapsmark ved Klinteby på Sydsjælland, og forestiller en dreng, der næsten forsvinder i en rapsmark. Kun de fire farverige balloner, som han holder i hånden, afslører hans tilstedeværelse. 

Det bedste og mest unikke billede

Mange af facebookbrugerne roser billedet af drengen med de farverige balloner midt i en rapsmark:

Jette Tewes: "Billede 1 med balloner er bedst."

Charlotte Wede Paaskesen: "Billedet med ballonerne er meget flot."

Linda Nicole Blevig: "Helt klart find mig er det bedste og mest unikke."

Vinderfotografen sætter pris på den store opbakning. 

- Det er virkelig fedt at se den store opbakning - også fra venner og bekendte, der har delt og stemt, siger Rikke Pedersen, der bor i Næstved.

Historien bag billedet

Mange ting skulle gå op i en højere enhed for at få det helt rigtige motiv.  Ballonerne kunne nemlig kun bevare helium i sig i to timer.

Det hele skulle koordineres med en solnedgang, den helt rigtige vejrudsigt og en svømmeundervisning, der skulle passes.  Drengen på billedet er nemlig Rikke Pedersen yngste søn, Julius på 12 år.

- Julius er generelt min lille model. Han er så tålmodig, og vi får nogle gode naturoplevelser sammen, fortæller Rikke Pedersen, der er autodidakt amatørfotograf.

- Jeg startede med at tage billeder på min mobil til Instagram, men nu har jeg fået et rigtigt kamera i jubilæumsgave fra mit arbejde, siger hun.

Du kan se flere af Rikke Pedersens billeder på Instagram, hvor hendes profil hedder @lyrikke. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 


Nyhedsoverblik