Brandbombe hærger problemramt forsamlingshus

En ulykke kommer sjældent alene. Det må de sande i Svinninge, hvor de nu frygter for forsamlingshusets fremtid.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et lag sod dækker fortsat hele forsamlingshuset i Svinninge efter det, der skete i weekenden.

- Det var forfærdeligt. Der var røg over det hele, da vi åbnede døren, fortæller Lise Holm, der står for den daglige drift.

Det var tidligt lørdag morgen, at en medarbejder fra naboinstitutionen Kildehaven opdagede, at der havde været ubudne gæster ved forsamlingshuset. De havde smadret en rude og kastet en molotovcocktail ind i huset.

Heldigvis fik ilden ikke ordentligt fat, men sod- og røgskaderne er også rigeligt.

- Jeg begyndte at græde. Det er meget hårdt. Det er gået ud over både borde, stole og malerier, siger Lise Holm, der har stået for udlejning af forsamlingshuset i 34 år.

Politiet efterforsker nu, hvem der står bag den påsatte brand og vil meget gerne høre fra vidner eller andre ,der ved noget.

Presset økonomi

Og som om det ikke var nok, kæmper forsamlingshuset også med et andet problem. For nogle måneder siden begyndte det pludselig at regne ind gennem det gamle og utætte tag.

Det har resulteret i en stor vandskade, som forsikringsselskabet i øjeblikket er ved at behandle. Men forsamlingshuset har en selvrisiko på 7500 kroner og risikerer at skulle betale mange flere tusinde kroner for reparationer.

Et hårdt slag for det allerede økonomisk trængte forsamlingshus.

- Jeg ved ikke hvor, længe vi skal leve med det her. Vi må aflyse festerne, og dermed går vi glip af indtægter og kommer i endnu større pengeproblemer, siger en frustreret Lise Holm.

Hun er bange for,  at forsamlingshuset må dreje nøglen om, hvis det ikke får økonomisk hjælp fra Holbæk Kommune eller erhversliv og private i Svinninge. Derfor har hun nu planer om at starte en indsamling for at sikre dets overlevelse.

 


Nyhedsoverblik