Blev snydt på nettet for to år siden – venter stadig på opklaring

Søren With blev svindlet for to år siden. Foto: Line Strand - TV ØST

Selvom Søren With fra Hørves svindelsag med egne ord ”ligger lige til højrebenet”, så er den stadig ikke opklaret.

For to år siden købte politiker Søren With fra Hørve nogle stikkontakter med indbygget USB-lader i en køb og salg-gruppe på Facebook.

Men det skulle vise sig, at det var en dum idé. Søren With overførte pengene til sælgeren på MobilePay, men varerne så han aldrig noget til. Stikkontakterne dukkede aldrig op.

- Pludselig ser jeg på Facebook, at der også er flere andre, der er blevet snydt af den her person med alt muligt forskelligt, stereoanlæg og højtalere og meget mere, siger Søren With til TV ØST.

Ligger nu på et skrivebord

Derfor indgav Søren With i november 2016 en anmeldelse til Midt- og Vestsjællands Politi, og fordi flere over hele landet er blevet svindlet af den samme person, ligger sagen nu i en bunke med ventende sager hos Sydøstjyllands Politi.

Jeg kan simpelthen ikke forstå, at man ikke får lukket det her hul

Søren With, Hørve

Og lige netop ventende sager om svindel er noget, de sagtens kan genkende i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politikreds. Her har de i øjeblikket 1.100-1.200 sager liggende, som venter på opklaring. Det er svært for politiet at følge med.

- Sagerne er egentlig ikke så svære at opklare. Typisk så følger vi pengesporet, og det giver os gerningsmanden. Det er egentlig mere antallet, der er en udfordring for os, siger Carsten Høj Hansen, der er afdelingsleder for økonomisk kriminalitet ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Sagen ligger nu hos Sydøstjyllands Politi. Foto: Line Strand - TV ØST

Har rykket for et svar

TV ØST har forsøgt at få tal for, hvor mange sager de har hos Midt- og Vestsjællands Politi, og det er uvist, om andre politikredse kæmper med samme problem. Men i Søren Withs tilfælde har han tre gange rykket Sydøstjyllands Politi for et svar siden anmeldelsen for to år siden. 

Bliver man snydt for 150 kroner på nettet, så kommer man ikke til at ligge øverst i bunken

Carsten Høj Hansen, afdelingsleder for økonomisk kriminalitet, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Han mener ellers, at sagen ”ligger lige til højrebenet”.

- Jeg talte med Danske Bank, og de lukkede hans MobilePay-konto. De sagde til mig: Bed politiet ringe til mig, så skal vi fortælle, hvor pengene er havnet henne. Jeg havde også et vidne, som kendte denne her person, der havde snydt og bedraget, og jeg havde vedlagt navn og telefonnummer, siger Søren With.

- Så jeg kan simpelthen ikke forstå, at man ikke får lukket det her hul. Jeg kan jo ikke vide det, men jeg har efterfølgende hørt, at han genererer sager hver eneste dag. Hvorfor ikke få ham stoppet? Det er ikke noget at sige til, at de har bunker af sager liggende.

Er altid en prioritering

Og i Sydsjællands og Lolland-Falsters tilfælde har størrelsen på svindlen noget at skulle have sagt, når det kommer til, hvilke sager der bliver opklaret først.

- Det er selvfølgelig hele tiden en prioritering af, hvad det er, vi skal tage først. Og bliver man snydt for 150 kroner på nettet, så kommer man ikke til at ligge øverst i bunken. Sådan er det. Men det er en sag, vi kommer til på et tidspunkt, siger Carsten Høj Hansen.

Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi bør man også selv passe på ude på nettet. Og det er Søren With enig i.

- Det er simpelthen et spørgsmål om tillid. Det er et spørgsmål om personlig kontakt, der er vigtigt for mig. Firmamæssigt er jeg ikke nervøs for at handle på nettet, men jeg er stadig nervøs, når jeg handler privat, siger han.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App