Først sagde han farvel, men nu vil han alligevel gerne tage en tur mere i manegen.
Venstres 72-årige veteran Bertel Haarder melder sig klar til at få sit navn på stemmesedlen ved næste valg til Folketinget.
Haarder, der har rekorden for at have siddet længst tid som minister, meldte ellers for halvanden måned siden ud, at hans tid som medlem af Folketinget snart var slut.
Det skyldtes statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) plan om at udnævne ham til generalkonsul i Flensborg.
Den plan blev forpurret, da rokaden mødte modstand i lokalområdet.
Ingen ændring
- Kredsen nåede ikke engang at holde møde om, hvad de så skulle gøre. Og da de så endelig holdt mødet, blev de enige om, at alt fortsætter som hidtil, siger Bertel Haarder.
- Jeg har været stillet op i mere end et år, så jeg fortsætter bare med det kandidatur, jeg hele tiden har haft.
Hvilken karriere forestiller du dig herinde efter næste valg?
- Det har jeg slet ikke tænkt på. Jeg tager et år af gangen. Og jeg får så mange henvendelser om bidrag til det ene, andet og tredje. Så jeg bliver meget synlig og meget aktiv som medlem af Folketinget, siger Haarder.
Forestiller du dig en ny ministerpost igen?
- Præsidenterne i Østrig og USA er lige blevet valgt, og de er 72 år begge. Så alt er muligt, når man er 72. Det er sagen. Og Bent Mejding (skuespiller, red.) fylder 80 år, og han er heller ikke brugt op. Så hvem ved?
Ret beset er amerikanske Donald Trump kun 70 år, skal det dog noteres.
I Folketinget i en menneskealder
Bertel Haarder kom i Folketinget 9. januar 1975 og har siden bestridt ministerposter i flere forskellige borgerlige regeringer.
Blandt posterne er flere omgange som undervisningsminister, integrationsminister, indenrigs- og sundhedsminister og senest posten som kultur- og kirkeminister.
Den post bestred han frem til 28. november sidste år, hvor Venstre-regeringen blev udvidet med deltagelse af De Konservative og Liberal Alliance. Det blev foreløbigt enden for Haarders rekordlange ministertid.
I stedet blev han tilbudt posten som generalkonsul i Flensborg, som han først takkede ja til men senere afviste på grund af modstanden, fordi han ikke ville skubbe den nuværende generalkonsul af pinden.