Bente kæmper for et åbent toilet på Korsør Station

Bente Cilleborg overtog i 2013 kiosken på stationen, og nu står hun også for driften af toilettet i stationsbygningen. Hun håber dog, at kommunen eller DSB snart vil overtage den opgave.

Da DSB lukkede toilettet på Korsør Station i sommer, overtog kioskejeren driften. Men opgaven er for stor, og nu beder hun kommunen eller DSB om hjælp.

Når omkring 3.000 pendlere dagligt passerer Korsør Station, hvem har så ansvaret for, at de har adgang til et toilet?

Den 1. juni lukkede DSB toilettet på stationen på grund af besparelser, men den 1. november overtog Bente Cilleborg fra kiosken Nødsporet i stationsbygningen driften af toilettet – til stor glæde for stationens daglige besøgende.

- Jeg tænker, at det er uvurderligt. Det er jo en menneskeret at kunne komme på toilettet et eller andet sted, ik'? siger Michella Alexander fra Korsør, som tager toget fra stationen hver dag.

Bente Cilleborg driver toilettet ved siden af sin kiosk efter aftale med DSB, men den aftale løber kun til årsskiftet, og derefter er fremtiden for stationens toilet atter usikker. Ifølge planen skal begge parter evaluere på forløbet i det nye år, men allerede nu er toilettet en stor arbejdsbyrde for den 71-årige kioskejer.

Stor efterspørgsel på toilet

Beslutningen om at lukke toiletterne kommer efter, at kravet om at tilbyde toiletter til kunderne på stationen forsvandt ud af statens kontrakt med DSB i 2015, og i stedet henviser DSB til toiletter i togene.

Der er nogen, der skal tage et ansvar for det her for at folk skal blive modtaget ordentligt

Bente Cilleborg, kioskejer

Men indimellem kan der opstå forsinkelser eller aflysninger på togene, og så bliver efterspørgslen på et toilet for stor til, at Bente Cilleborg kan ignorere det.

- De (passagerne, red.) bliver chokerede, men de er også pressede, fordi de står og skal på toilettet. Folk, der skal til møde, står og holder sig, siger kioskejeren.

Ifølge Bente Cilleborg er der mellem 50-75 borgere, der dagligt bruger stationens toilet, og for at imødekomme deres ønske har Bente Cilleborg genåbnet toilettet med brugerbetaling på 2 kroner per besøg. Pengene går blandt andet til rengøring og genopfyldning, men beløbet dækker langt fra alle udgifterne.

Artiklen fortsætter under billedet

For nyligt vandt Bente Cilleborg GF forsikrings overskudspris for sin kamp om at genåbne toilettet. Foto: Katja Gasiorowski - TV ØST

Håber på hjælp fra kommunen eller DSB

Spørgsmålet er nu, hvem der skal stå for ansvaret for toilettet. Spørger man Bente Cilleborg, så ser hun, at Slagelse Kommune eller DSB overtager driften.

- Der er nogen, der skal tage et ansvar for det her for at folk skal blive modtaget ordentligt, siger hun.

I Slagelse Kommune mener man, at DSB er forpligtet til at holde toiletterne åbne, men den vurdering deles ikke af DSB.

- Vi er i dialog med kommunen. Andre steder i landet har vi aftaler, hvor det er andre end DSB, der driver toilettet. Og vi stiller gerne toilettet til rådighed, hvis der er andre, der ønsker at drive toilettet. Så hvis vi kan finde en god aftale med kommunen, så gør vi gerne det, lyder det fra Aske Wieth-Knudsen, der er underdirektør i DSB Produkt.

- Det går fint hver eneste dag

Har en station under 10.000 daglige passagerer, bliver toilettet sparet væk, som det blev i Korsør i sommer. Ifølge Aske Wieth-Knudsen er det, fordi det er omkostningsfuldt at drive toiletterne på de små stationer.

- De bliver ofte udsat for hærværk, og de skal gøres rent flere gange dagligt. Når nu vi har toiletter i alle vores fjern- og regionaltog, så går det faktisk også. Vi har over 200 stationer, hvor der ikke er toiletter, og kunderne bruger jo toilettet i toget. Så det går fint hver eneste dag, siger han.

Men hvorfor går grænsen netop ved 10.000? 3.000 daglige passagerer, som der er ved Korsør Station, skal de ikke have lov til at gå på toilettet?

- Jo, det skal de. Alle vores kunder på Korsør Station kan gå på toilettet. Vi har jo fire tog i timen, og der er toilet i toget. Jeg tror, det vil gå godt i Korsør, ligesom på de 200 andre stationer, vi har, hvor der ikke er toilet, så bruger man toilettet i toget, lyder det fra Aske Wieth-Knudsen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App