Benjamin søgte læreplads via Facebook - og fik vild respons

Opslaget spredte sig som en steppebrand. Foto: TV ØST/Facebookopslag fra Benjamin Olsen

19-årige Benjamin Olsen fra Falster drømte om at komme i lære som murer. Et opslag på Facebook fik ham tættere på drømmen.

- Hej murermester. Mit navn er Benjamin Olsen. Jeg er 19 år og min drøm er at komme i lære som murer.

Sådan indleder 19-årige Benjamin Olsen fra Falster sit opslag på Facebook, hvor han søger en læreplads som murer.

Benjamin Olsen skriver, at han netop har gennemført Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelse inden for Bygningsservice, ligesom han inden længe har kørekort, som han kan bruge ved en mulig læreplads.

Jeg brænder for murerfaget

Benjamin Olsen, Falster

- Jeg brænder for murerfaget, er yderst mødestabil, så godt som aldrig syg, meget positiv og i godt humør, skriver Benjamin Olsen.

- Jeg er ikke boglig stærk, men jeg er meget arbejdsom, hænderne er skruet godt på, og jeg kan tage fat.

- Ring til mig. Jeg kommer gerne ud til en snak. Hilsen Benjamin, din kommende murerlærling

Opslaget gik viralt

Herefter gik det hurtigt. Opslaget spredte sig som en steppebrand.

For efter han skrev opslaget på Facebook søndag den 14. oktober klokken 12.12, er det gået viralt. På nuværende tidspunkt er det blevet delt 35.943 gange. Flere end 3.200 personer har reageret på opslaget, mens cirka 750 har kommenteret det.

1000 tak for hjælpen

Benjamin Olsen, Falster

Og det virkede for den unge mand fra Falster. Kun to dage efter at han lagde opslaget på Facebook, skrev han sådan her tirsdag den 16. oktober:

- 1000 tusind [tak] for alle delinger, positive kommentarer, beskeder og ikke mindst: tusind tak for tilbuddene om læreplads. Det er helt vildt.

- Status lige nu er, at jeg har en aftale med en mester om to ugers praktik fra på mandag, og hvis det forløber godt, så har jeg en læreplads bagefter.

- Så indtil videre 1000 tak for hjælpen og jeg skal nok holde jer opdateret.

Hospice søgte nye beboere

Historien om Benjamin Olsens brug af Facebook er langt fra usædvanlig, når det kommer til at bruge det sociale medie til efterlysninger.

Senest har Svanevig Hospice i Bandholm på Lolland i et opslag søgt nye beboere, fordi de havde mange tomme senge stående.

Det opslag blev delt knap 2.000 gange, 951 personer reagerede på det, mens 98 skrev en kommentar.

Sidenhen har Svanevig Hospice fået mange nye beboere og en længere venteliste.

Tyve stjal minderne om Tines afdøde mand

En andet effektivt opslag på Facebook var Tine Bjørneboes efterlysning af hendes stjålne computer med helt særlige minder fra hendes afdøde mand. 

I opslaget skrev Tine Bjørneboe fra Næstved blandt andet:

Kære tyv. Hvis du har nogen form for empati, så kom tilbage og stil de ting, du har stjålet i dag fra mig og mine børn

Tine Bjørneboe, Næstved

- Kære tyv. Hvis du har nogen form for empati, så kom tilbage og stil de ting, du har stjålet i dag fra mig og mine børn. Minder fra mine børns fornyeligt afdøde far og min mand. Jeg beder dig!

Tyve havde stjålet manden Jacob Rossens to computere, hans GoPro-kamera og børnenes iPads. Dermed stjal de også uerstattelige familieminder, som lå på computerne.

- Kom tilbage med minderne. Det er det vigtigste. De har stjålet det sidste, vi har tilbage af vores elskede far og mand, lød det fra Tine Bjørneboe.

Opslaget blev massivt delt, og en tidlig morgenstund åbnede hun sin hoveddør til et fantastisk syn.

- Tusinde tak til alle jer der har delt min appel til de tyve, der stjal fra mig i tirsdags. Det har hjulpet. Jeg har fået de vigtigste ting tilbage. Det er så vildt! Jeg er så glad.

- I morges da jeg skulle ud af huset klokken 5.00 for at tage ind til Go'Morgen Danmark og efterlyse mine ting, faldt jeg nærmest over mine ting, der stod en kasse på trappen op til huset med de to computere og børnenes iPad og mobil, skrev Tine Bjørneboe efterfølgende på Facebook.

TV ØST har forsøgt at få en kommentar fra Benjamin Olsen uden held. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App