Bedre Psykiatri: Sådan løser vi mangel på speciallæger

Derfor er der mangel på speciallæger inden for psykiatrien - og sådan løser vi problemet. Det giver medlemsorganisationen Bedre Psykiatri et bud på.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er mangel på speciallæger i regionen. Faktisk mangler der, ifølge Psykiatrien i Region Sjælland, 20 speciallæger på psykiatrihospitalerne i region Sjælland.

- Det er et stort problem - også på landsplan - at der er en voldsom psykiatrimangel. I sidste ende går det ud over den behandling, vi er i stand til at give mennesker, der har behovet, siger Thorstein Theilgaard, generalsekretær i Bedre Psykiatri – landsforeningen for pårørende.

Derfor er der mangel på speciallæger

Mangel på læger inden for psykiatrien skyldes blandt andet, at der ikke bliver gjort nok på området fra politisk side, samtidig med at der hele tiden kommer flere psykisk syge til, hvilket fører til, at psykiatrien er meget presset. Det mener Bedre Psykiatri. 

quote Hvis man vil løfte psykiatrien, skal der noget helt andet til fra politisk side.

Thorstein Theilgaard, generalsekretær i Bedre Psykiatri.

- Psykisk sygdom er det største sygdomsområde - altså den sygdom, som flest danskere lider af - så det handler om, at man fra politisk side skal prioritere området. Hvis man vil løfte psykiatrien, skal der noget helt andet til fra politisk side, siger Thorstein Theilgaard til TV ØST.

Derudover bliver der ikke uddannet nok speciallæger, og ifølge Thorstein Theilgaard skyldes det blandt andet, at nogle medicinstuderende ikke mener, at der er prestige og forskningsmuligheder nok inden for psykiatriområdet.

quote Nogle medicinstuderende kan blive mødt af en opfattelse af, at psykisk sygdom er kronisk, og at de kun kan lindre sygdommen, og da de fleste ønsker at helbrede, vælger de det fra.

Thorstein Theilgaard, generalsekretær i Bedre Psykiatri.

- Vi ved også, at nogle medicinstuderende kan blive mødt af en opfattelse af, at psykisk sygdom er kronisk, og at de kun kan lindre sygdommen, og da de fleste ønsker at helbrede, vælger de det fra. Det er svært ærgerligt, for alle kan, ifølge mange undersøgelser, blive helbredt fuldstændig eller delvist, siger Thorstein Theilgaard.

Ifølge Bedre Psykiatri bør politikerne lave en 'psykiatriplan 2'. Der ligger allerede en 'psykiatriplan 1' fra 2014, som tog hul på nogle problemstillinger i psykiatrien, men den er utilstrækkelig, mener de. 

Sådan kan problemet løses

Bedre Psykiatri peger på både en kortsigtet og en langsigtet løsning, som kan imødekomme problemet.

Langsigtet løsning:

  • En grundlæggende anden prioritering fra politisk side, hvor der sættes retningslinjer ind for behandling, og hvilken faglighed man har brug for.
  • Gør det mere attraktivt for medicinstuderende at vælge psykiatriområdet.

Kortsigtet løsning:

  • Undersøg, hvilke andre typer fagligheder der kan bruges i psykiatrien. Vi bør bruge flere psykologer og give dem en efteruddannelse, ligesom man har gjort i Norge. Derudover bør man undersøge, om man kan bruge bestemte typer af sygeplejersker. Det handler om at tænke tværfaglighed ind i det, så dem, der er uddannede speciallæger, kan bruge deres tid på deres kernefaglighed og ikke på alt muligt andet. Det mener Thorstein Theilgaard.

I Region Sjælland mangler der 20 speciallæger inden for psykiatrien.


Nyhedsoverblik