Anklager: Skærpende at voldtægt foregik på sygehus

En anklager kræver tre år og seks måneders fængsel til en overlæge, der er anklaget for voldtægt af en læge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En overlæge, der er anklaget for at voldtage en kvindelig reservelæge på et sjællandsk sygehus, bør straffes med fængsel i tre år og seks måneder.

Det siger anklager Susanne Bluhm tirsdag i Retten i Næstved.

- Det er skærpende, at det er foregået på en arbejdsplads, hvor man bør kunne føle sig tryg, siger anklageren.

Tiltalt for at have voldtaget i perioden juni til december

Overlægen er tiltalt for at have voldtaget og forsøgt at voldtage en kvindelig reservelæge i perioden juni til december 2015.

quote Det er skærpende, at det er foregået på en arbejdsplads, hvor man bør kunne føle sig tryg

Susanne Bluhm, anklager

Først 25. april 2016 gik kvinden til politiet.

- Hun skammede sig. Det hører vi tit i sædelighedssager - især hvis man kender gerningsmanden, siger Susanne Bluhm.

Tiltalen lyder også på misbrug af stillingen som overlæge i forbindelse med det seksuelle forhold.

- De er kolleger. Det er et forhold mellem over- og underordnet. Hun var bange for, at det ville ødelægge hendes karriere, som hun havde kæmpet for, siger anklageren.

Overlæge nægter sig skyldig

 Den tiltalte overlæge nægter sig skyldig i samtlige anklager. Derfor påstår mandens forsvarer også frifindelse.

- Vi er på en sygehusafdeling. Der går mennesker rundt lige uden for døren. Hun kunne bare råbe op, så ville der være folk, der havde reageret, siger advokat Steen Bech. 

160106_Slagelse_Sygehus_2.jpg
Læs også
Kollega: Voldtægtstiltalt overlæge havde temperament
160106_Slagelse_Sygehus_2.jpg
Læs også
Kollega: Voldtægtstiltalt overlæge havde temperament

Overlægen erkender at have haft sex med reservelægen. Han hævder imidlertid, at kvinden var med på den. Af samme grund afviser han også at have misbrugt sin magt på sygehuset over for kvinden.

 - Det er ikke ham, der fastsætter operationsplaner, siger den tiltaltes forsvarer.

Kvinden var påvirket af alkohol

Men også på det punkt er Susanne Bluhm uenig.

- Ifølge hende (reservelægen, red.) havde han bildt hende ind, at det var ham, der bestemte hvilke operationer, hun kunne få, siger Bluhm.

Ifølge anklagen skete den ene af voldtægterne efter en sommerfest på et toilet på en bar, hvor kvinden var påvirket af alkohol. Forsvareren mener dog, at kvinden frivilligt gik med på toilettet.

- Hvad tror en kvinde, man skal, når man skal ud på et toilet sammen på en natklub? Jeg mener ikke, der er noget som helst i hendes adfærd, der har sendt et signal om, at hun ikke ville, siger Steen Bech.

Der ventes dom i sagen tirsdag omkring middag.


Nyhedsoverblik