Amerikansk kaptajn gav afgørende oplysninger om Kundby-sagen

Hjalp en kaptajn fra den amerikanske hær med at stoppe et angreb mod en dansk skole? Kilder fortæller, at det var Kundby-pigens planer, han stoppede.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kaptajnen, Bradley Grimms, fra den amerikanske hær har angiveligt spillet en afgørende rolle i at forpurre et angreb mod en skole i Danmark.

For selvom det danske forsvar ikke bekræfter, at Bradley Grimms hædersmedalje for Særlig Fortjenstfuld Indsats, som han modtog tirsdag den 19. april sidste år, hang sammen med forebyggelse af terror mod skoler, er det alligevel den historie, som længe prægede nyheden i de internationale medier.

Spekulationerne går nemlig på, at der er tale om den såkaldt Kundby-sag, hvor en 16-årig pige fra Kundby lige nu er tiltalt for at gøre forberedelser til bombefremstilling og for at planlægge prøvesprængninger.

quote De informationer, han videregav, hjalp med at forpurre plottet og resulterede i konfiskeringen af sprængstoffer

Steve Warren, oberst

Anklagemyndigheden mener, at pigen forberedte bombeanslag mod to skoler - den jødiske Carolineskolen i København og Sydskolen i Fårevejle, hvor pigen i en periode selv gik i skole.

- De informationer, han videregav, hjalp med at forpurre plottet og resulterede i konfiskeringen af sprængstoffer. Brads arbejde har sandsynligvis reddet danske borgeres liv, siger oberst Steve Warren ifølge en meddelelse på USA's forsvarsministeriums hjemmeside.

Stoppede Kundby-pigens planer

Oplysningerne fra den amerikanske kaptajn skulle have ført til anholdelse af en mistænkt i sagen ifølge nyhedsbureauet AFP. Hvilken dansk skole, der var tale om, blev ikke konkretiseret. Men tankerne fløj automatisk hen på Kundby-sagen, da det er den eneste offentligt kendte sag om et angreb mod en dansk skole.

Men nu mener Radio 24/7 at kunne fortælle, at det altså er den 16-årige pige fra Kundbys planer om at bombe to danske skoler, der er tale om. 

Ifølge Radio24syvs oplysninger fra anonyme kilder henvendte amerikaneren sig i november 2015 til den danske mission med en helt konkret information om Danmark.

quote Det var så markant en oplysning, som han gav os, at den burde undersøges nærmere

Anonym kilde fra forsvaret

I sit efterretningsarbejde var han nemlig stødt på Sydskolen i Fårevejle. Trods konteksten stadig var uklar på daværende tidspunkt, var oplysningen så specifik og mærkværdig, at det danske bidrag i Irak i november 2015 bad Forsvarets Efterretningstjeneste undersøge sagen. 

- Det var så markant en oplysning, som han gav os, at den burde undersøges nærmere, lyder det fra en ansat i forsvaret, der udtaler sig anonymt til Radio24syv.

Anholdt få uger efter

Få uger senere anholdt dansk politi den 16-årige pige, som nu er tiltalt for forsøg på terrorisme mod netop Sydskolen i Fårevejle, som hun tidligere gik på, og den jødiske skole Carolineskolen i København.

Dermed kan Bradley Grimms efterretninger være en af de allerførste oplysninger, der sendte politiet og PET på sporet af sagen, og det var angiveligt én af hovedårsagerne til, at de danske styrker i Irak sendte en indstilling hjem til Danmark og foreslog, at amerikaneren blev tildelt Forsvarets Medalje for Særlig Fortjenstfuld Indsats.

Retssagen mod den 16-årige Kundby-pige begynder til april. 


Nyhedsoverblik