Alternativ overnatning: Gå til køjs i en gammel vindmølle

Var det noget med en overnatning i 15 meters højde? Billedet af vindmøllerne er et arkivfoto.

I stedet for at blive sendt til skrot skal udtjente vindmøller ombygges til 15 meter høje shelters på Lolland.

Det koster kassen at kassere vindmøller. Både økonomisk og miljømæssigt.

Så hvad kan man gøre for at få udtjente vindmøller til at tjene et formål igen?

På Lolland har man grublet sig frem til en mulig løsning. Her vil man omdanne dem til moderne ’shelters’, så turister kan overnatte i 15 meters højde.

Det kunne blive et smukt vartegn for den grønne energi, som Lolland har satset på i mange år

Marie Louise Friderichsen, turistchef på Lolland.

Bag det nye vindmølleprojekt står Ren Energi Lolland. Energiselskabet har allerede søgt tilladelse til at opsætte overnatningsmøller flere steder. 

Det sker i samarbejde med Lollands Kommune, Lollands Turistråd og HOFOR (Hovedstadens Forsyningsselskab). 

- Det her er en anden måde at bruge vindmøller på, og det kunne blive et smukt vartegn for den grønne energi, som Lolland har satset på i mange år, siger Marie Louise Friderichsen, der er turistchef på Lolland.

Første parket til den lollandske natur. Udsigten fra vindmøllerne kan blive helt unik. Sådan lyder det fra Ren Energi Lolland. Foto: Ren Energi Lolland

HOFOR (Hovedstadens forsyningsselskab) har planer om at etablere nye vindmølleområder på Lolland, og det er i den forbindelse, at flere ældre vindmøller skal skrottes. Forsyningsselskabet har allerede doneret tre vindmøller til projektet.

Lang og hård proces i vente

Selvom der venter Ren Energi Lolland, Lolland turistråd og Lolland Kommune en lang og krævende proces for at få vindmølleprojektet til at lykkes, så er der klar optimisme at hente fra Marie Louise Friderichsen.

- Mellemfasen, hvor det skal gå fra drøm til virkelighed, er den, der kræver interesse og penge at gennemføre, siger hun og tilføjer:

- Men vi ville ikke være gået i pressen med det, hvis ikke vi troede på, at det kunne lade sig gøre. Vi har nogle samarbejdspartnere, som i den grad bakker op om projektet.

I første omgang er det håbet at ombygge tre vindmøller. To af dem skal omdannes til unikke overnatningsmuligheder, mens den sidste skal bruges til udstilling og uddannelse med fokus på formidling af Lollands grønne og bæredygtige initiativer. 

Hos Lollands turistråd drømmer man også om, at man i fremtiden kan placere vindmøllehoveder på jorden, så turister kan prøve at overnatte i en slags glas-iglo.

God timing

Idéen om at lave alternative overnatningsmuligheder rammer ind i en tid, hvor det er blevet meget populært at gå til køjs i uvante omgivelser.

Sidste år modtog Naturstyrelsen med over 150.000 shelterbookinger, hvilket er cirka 50 procent mere sammenlignet med de foregående år.

Skitserne for de unikke vindmøller er på plads. Foto: Ren Energi Lolland

Og så er projektet lige noget for Lolland. Her har den grønne omstilling nemlig været i fokus i flere år. 

Lolland Kommune har selv været med til at udvikle projektet, og ifølge borgmester, Holger Schou Rasmussen (S) vil vindmølleovernatninger symbolisere kommunens store fokus på grøn omstilling samt udgøre en unik turistattraktion.

- Det er da en god idé. Vi håber, at det kan være et lidt spøjst indslag for turister, også i forhold til at vi på Lolland er langt fremme med vindmøller og grøn energi. Så det kan være et vartegn, som vi kan brande vores lokalhistorie på, siger borgmesteren.

Selvom vindmøllerne bliver kaldt shelters, hvilket typisk er gratis overnatningsformer, så bliver en overnatning i en af vindmøllerne ikke uden betaling. Prisen forventes at ligge et sted mellem 1-2.000 kroner, og hos Lollands Turistråd regner man med at nå ud til en bestemt målgruppe.

- Det er gået fra, at vi i starten tænkte på en billig og primitiv overnatningsform til, at vi, efter at have gennemtænkt markedet og lavede undersøgelser, er noget over i et andet segment. Det, man mere vil kalde 'Glamping-segmentet'. Altså folk, der har en helt bestemt dagsorden med det, de gerne vil opleve, og som er villig til at betale for den. For det bliver jo ikke en helt billig overnatning, men det bliver en ganske unik overnatning, siger Marie Louise Friderichsen

Det forventes, at der kan overnattes i vindmøllerne om to til tre år.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App