Almen bolig-direktør kritiserer lempelse af ghettoplan: - De oversælger det

Foto: TV ØST

Ghettoområder kan søge dispensation fra ghettoplanen. Men det giver direktøren for Lejerbo ikke meget for. Der vil fortsat skulle rives boliger ned.

Det bliver muligt at søge dispensation fra ghettoplanen, som blev vedtaget i foråret.

Det står klart i en ny tillægsaftale, som Folketingets transport-, bygnings- og boligudvalg står bag.

Det betyder konkret, at ghettoområder, der får dispensationen, kan få lov til at rive færre boliger ned, end det først var planlagt. Et af de ghettoområder, som vil kunne søge dispensationen, er Agervang i Holbæk. 

Der er ikke nogen evidens, der viser, at det løser det at rive murstenene fra hinanden

Palle Adamsen, adm. direktør, Lejerbo

Men her giver den administrerende direktør for Lejerbo, der står for boligerne, ikke meget for den nye lempelse.

- I stedet for at nedrive 300 boliger, så bliver det 200, så det afbøder jo i virkeligheden ikke konsekvenserne af deres indgriben. Der vil stadig skulle nedrives rigtig mange boliger, så jeg mener, de oversælger det, siger Palle Adamsen, administrerende direktør i Lejerbo og fortsætter:

- De ændrer lidt på procenten, men der er jo stadig den absurditet i det, at fordi der i et boligområde for eksempel er 23 for mange, der står udenfor arbejdsmarkedet, så skal der nedrives måske 300 boliger. Det var dog smartere at få de 23 i arbejde, siger han.

Vil søge alle de dispensationer, man kan

Direktøren siger dog, at man i Lejerbo vil gøre brug af muligheden for at søge om dispensation i blandt andet området Agervang, hvor der bor 1.470 indbyggere, og derfor vil området kunne opfylde et af kravene til dispensationen. 

- Vi vil søge alle de dispensationer, som vi kan. Det vil vi klart gøre, siger han.

KRAV HVIS DER SKAL SØGES DISPENSATION

  • Området skal have under 2.100 indbyggere
  • Området må ikke opfylde kriminalitetskriteriet ved fastsættelse af ghettolisten ultimo 2018

 

Kilde: Transport-, bygnings- og boligudvalget

Også boligområdet Motalavej i Korsør vil kunne opfylde et af kravene til dispensationen. Her bor, ifølge formand for Bolig Korsør, 1.600 indbyggere.

Her hilser man lempelsen velkommen.

- Vi står overfor at skulle reducere vores almene boliger med 60 procent, og det har jeg sagt hele tiden, at det er en meget svær øvelse at gøre. Det vil betyde 350 boliger for BoligKorsør, så hvis man kunne få en dispensation, ville det da være dejligt, siger Ebbe Jens Ahlgren, der er formand for Bolig Korsør og byrådsmedlem for Venstre i Slagelse Kommune.

Ikke evidens for at nedrivning virker

Formanden ser ikke nedrivning af boliger som en løsning på problemerne, man oplever i ghettoområderne. Men han fremhæver de tiltag, som de selv benytter sig af i Bolig Korsør, såsom nultolerancepolitik.

- Jeg vil sige velkommen til enhver lempelse af ghettoplanen, men samtidig er jeg også indforstået med, at der skal gøres noget. Der er ingen, der ønsker parallelsamfund. Det prøver vi også selv at håndhæve ved vores nultolerancepolitik, som vi har gjort brug af to gange, siger Ebbe Jens Ahlgren.

Også hos Lejerbo er man uforstående overfor den generelle tilgang til ghettoområderne.

Jeg vil sige velkommen til enhver lempelse af ghettoplanen, men samtidig er jeg også indforstået med, at der skal gøres noget. Der er ingen, der ønsker parallelsamfund.

Ebbe Jens Ahlgren, formand, Bolig Korsør

- Jeg synes lige præcis, filmen knækker, når man angriber områderne generelt. For jeg er selvfølgelig enig i, at der er et behov for, at vi løbende udvikler de her alt for udsatte boligområder, siger administrerende direktør Palle Adamsen.

Han mener dog ikke, ghettoplanens midler er de rette.

- Jeg ser det her som et ønske om at yde en socialpolitisk og en integrationsmæssig indsats i nogle områder, og der er ikke nogen evidens, der viser, at det løser det at rive murstenene fra hinanden, siger han og uddyber:

- Det er en fejlmedicinering af de her områder, og vi har jo revet mange boliger ned og lavet om i boligsammensætning, så det er ikke, fordi vi ikke kan se værdien i det, men her bliver der simpelthen fejlmedicineret, lyder det.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App