Årets svineelev er Marie Fisker fra Kalundborg

19-årige Marie Fisker fra Kalundborg har helt styr på det med svin. Faktisk er hun så god, at hun nu er blevet kåret som årets svineelev.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Marie Fisker er svineelev på Lykkensgård Avlscenter ved Kalundborg, og det der med svin, det er hun så god til, at hun i dag har fået titlen som årets bedste svineelev.  

Prisen uddeles efter indstilling fra både elevernes lærere på landbrugsskolerne sammen med den landmand, der har haft eleven i lære.

- Jeg blev meget glad, da mit navn blev råbt op, siger Marie Fisker.

Og hvordan man bliver den bedste svineelev, må ligge i den store interesse hun har for faget, mener Marie Fisker selv.

- Jeg tror, jeg har vundet, fordi jeg interesserer mig meget for det. Jeg er meget ambitiøs, og jeg prøver hele tiden på at blive bedre, siger hun.

Marie Fikser bliver færdig som landmand til sommer, og så er drømmen at læse videre til svinedyrelæge.  

Hædret foran 2.000

Marie Fisker var blandt tre finalister, der i dag var inviteret til Herning for at få uddelt præmier ved den årlige svinekongres. Foran 2.000 svineproducenter blev Marie Fisker inviteret på scenen til stor applaus fra salen.

- Årets elev i svineproduktionen beskrives af sin arbejdsgiver som en person, der kan nå helt til tops i erhvervet. Eleven løfter alle og danner et godt sammenhold. Eleven debatterer godt og sagligt. Og elevens underviser ville ønske, at der var flere af den slags, siger Erik Larsen, der er formand for Videncenter for Svineproduktion.

Med kåringen som årets elev i dansk svineproduktion følger blandt andet 6000 kroner, en gokarttur med kollegerne samt kage til de medstuderende på Landbrugsskolen Sjælland.

 


Nyhedsoverblik