93-årig styrkeløfter fra Lolland går verden rundt

Svend Steensgaard fra Rødby trækker endnu engang overskrifter, nu også internationalt. Og medlemstallet i det lokale motionsstiger fortsætter med at stige.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En af verdens ældste styrkeløftere hedder Svend Stensgaard og bor i Rødby på Lolland.

93 år gammel løfter han stadig jern, som de færreste unge mænd og i 2015 besøgte TV ØST ham, da han igen, igen vandt DM i styrkeløft.

Nu har udlandet også fået øjnene op for den bomstærke pensionist, som i den grad er begyndt at trække overskrifter også internationalt.

For nyligt har den britiske nyhedsstation BBC  været på besøg i Rødby for at lære Svend Stensgaard bedre at kende.

- Svend er blevet en rigtig kendis, lyder det fra hans 70-årige træner, Steen Wissing.

Hovedpersonen selv kan dog ikke helt forstå den store interesse:

- Det må man sige, det forbavser mig noget. For jeg synes jo ikke, det er så imponerende igen, men jeg har et godt helbred og det skal man være glad for, fortæller han.

Besøget fra BBC er endt i et fire minutter langt indslag på mediets hjemmeside. Til skue for hele den engelsktalende verden med en tekstet Svend Stensgaard, der fortæller og forklarer på dansk.

- Det var en hård omgang og det tog næsten hele dagen, og så snakkede journalisten jo engelsk og det er ikke min stærke side, forklarer den lokale styrkeløfter.

Flere medlemmer i Rødby Motionscenter
Svend Stensgaard har flere gange formået at tiltrække sig mediernes opmærksomhed og det kan mærkes i det lokale motionscenter. Flere medlemmer er nemlig kommet til.

- Det seneste halvandet år er vi vokset fra 110 medlemmer til 300, siger styrketræner Steen Wissing.

Og interessen stopper ikke ved BBC. Så sent som i dag har en sportskanal fra Brasilien forsøgt at få kontakt til den lokale pensionist.

- Internettet længe leve, siger træner Steen Wissing.

Du kan se indslaget med Sven Stensgaard fra BBC lige her. 


Nyhedsoverblik