89-årige Svend blev lam: Nu kæmper han sig tilbage til livet

For fire måneder siden blev 89-årige Svend Nielsen fra Korsør lam i venstre side af kroppen. Siden har han kæmpet for at komme tilbage til livet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvert år rammes omkring 12.000 danskere af en blodprop i hjernen, hvilket kan have store konsekvenser for ens liv og førlighed.

En af dem der har oplevet det er 89-årige Svend Nielsen fra Korsør. I april blev han ramt af en blodprop, som gjorde ham lam i hele venstre side af kroppen.

- Jeg kunne faktisk ingen ting, jeg var både lam i venstre ben og venstre arm og kunne ikke røre fingrene overhovedet, forklarer han til TV ØST.

quote Jeg kunne faktisk ingen ting, jeg var både lam i venstre ben og venstre arm og kunne ikke røre fingrene overhovedet

Svend Nielsen

En ellers aktiv pensionisttilværelse blev lagt på hylden og erstattet af et liv i kørestol.

- Gad vide om du kommer over det her, om du kommer til dig selv igen, sådan tænker man vel, siger Svend Nielsen.

Succes med genoptræning

Men her få måneder efter, har han ikke længere brug for kørestolen. Hård og intensiv genoptræning har gjort ham i stand til at bevæge både arme og ben igen.

- Det er gået rigtigt godt fremad efter min mening, men det kunne godt gå endnu hurtigere fremad, lyder det fra den 89-årige.

To gange om ugen har han gået til genoptræning hos Sundhed og Træning i Slagelse Kommune. 

- Det er rart at komme herud, hvor det er nogle flinke og smilende hjælpere, det er de alle sammen. 

Individuelle planer

Fysioterapeuterne på stedet tilskriver dels den store succes med Svend Nielsens gå-på-mod og del det individuelt tilrettelagte genoptræningsforløb, som kommunen indførte for et par år siden.

- Vi kigger på den enkelte og ikke bare på, hvad kataloget siger, at den her borger skal have, vi kigger på, hvad der er behov for, siger fysioterapeut Louise Overlade og tilføjer: 

- Vi forsøger at motivere borgerne og sammen finde ud af, hvad der skal til, for at vedkommende kommer godt igennem din genoptræning og kommer tilbage til det, personen gerne vil, og det der betyder allermest.

Tilbage til golfbanen

For Svend Nielsen er målet klart.

- Jeg vil gerne over og spille golf igen, for det har jeg gjort hele mit liv, og jeg har været sådan nogenlunde god til det - i den bedre halvdel, siger han.

Så selv om han allerede har gjort store fremskidt, så venter der fortsat en masse hårdt arbejde forude.


Nyhedsoverblik