21-årig mand slår vidne med kofanger fra stjålen Audi

En 21-årig mand fra Fuglebjerg ville ikke finde sig i at blive fotograferet af et vidne og valgte derfor at ty til vold.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Af uvisse årsager kørte en sort Audi lørdag klokken 17.30 ind i en mur på Sandvedvej i Fuglebjerg, hvorefter føreren og passageren af Audien løb fra stedet.

Kort tid efter kom to mænd tilbage i en anden bil, som blev ført af en kvinde.

Ude på stedet begyndte de to mænd ifølge Midt- og Vestsjællands Politi at afmontere nummerpladerne fra Audien.

Mens de baksede med nummerpladen, blev den ene genkendt af vidner som værende passageren i den sorte Audi, og et mandligt vidne syntes, det så besynderligt ud og valgte derfor at fotografere situationen.

Manden, som blev genkendt som passager i Audien, blev dog ifølge politiet så fortørnet over fotosessionen og reagerede med at slå vidnet i hovedet med en del af Audiens kofanger.

Straks forlod kvinden og de to mænd stedet.

Sagen efterforskes stadig

Den sorte Audi viste sig at være stjålet og havde fået påmonteret andre nummerplader, hvilket kan være grunden til, at de to mænd gerne ville have skruet pladerne af inden politiet kom.

Senere på dagen lykkedes det betjente fra Midt- og Vestsjællands Politi at finde frem til manden, som havde været passager i bilen og slået vidnet.

Det drejer sig om en 21-årig mand fra lokalområdet. Han blev efterfølgende anholdt og sigtet for vold.

Sagen efterforskes ifølge politiet stadig.


Nyhedsoverblik