20-årig kvinde ude af koma efter altanulykke

Den 20-årige pige, der i juli var involveret i en voldsom altanulykke i Nykøbing Falster, er ude af koma. Men der venter en langvarig genoptræning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Altanen nærmest forsvandt under seks unge mennesker, der under en fest natten til den 31. juli på Hammerlodden 29 i Nykøbing Falster faldt flere meter ned og ramte nogle fliser. 

En pige kom så alvorligt til skade, at hun endte i koma og blev fløjet i lægehelikopter til Rigshospitalet. Men nu er hun omsider ude af sit koma. Det oplyser Lokalpolitiet i Nykøbing Falster til TV ØST.

- Hun er ude af koma og uden for livsfare, siger politikommissær Carsten Olsen til TV ØST.

- Men hun er meget hårdt medtaget, og der venter en langvarig genoptræning, tilføjer han.

Tekniske undersøgelser har peget på, at de jerndragere, der holdt altanen, var stærkt angrebet og tæret af rust. 

Politiet venter dog stadig på de sidste tekniske undersøgelser, før de ønsker at udtale sig nærmere om sagen.

Købt i 2006

TV ØST var efter ulykken i kontakt med John Jensen, der ejer huset på Hammerlodden. Han var i chok over, at det kunne ske, og han fortalte dengen, at han tænker meget på de tilskadekomne.

I de ti år, John Jensen har ejet ejendommen, har der ikke været ført tilsyn med altanerne.

- Jeg har aldrig haft mistanke om, at altanerne kunne være i dårlig stand. Hvis jeg havde haft mistanke, så havde jeg selvfølgelig gjort noget ved det, sagde John Jensen til TV ØST.

Han fortalte desuden, at han købte bygningen for omkring 10 år siden, som, han mente, var bygget tilbage i 1946, og at altanerne blev bygget samtidig med ejendommen. Det bekræfterdeEjendomscenteret i Guldborgsund Kommune.

Ansvar ligger hos ejer

Fordi Hammerlodden 29 blev opført i 1946, så ligger ansvaret hos ejeren af ejendommen og ikke dem, der har opført bygningen og altanerne.

- Altanen blev selvfølgelig godkendt i 1946, men den godkendelse er jo meget forældet nu, og derfor ligger ansvaret ikke ved dem, der har bygget altarne, men hos dem der ejer dem. Hvis altanen kun var et år gammel, så er det selvfølgelig entreprenøren, der har ansvaret, foralte Søren Petersen, der er leder af Ejendomscenteret i Guldborgsund Kommune, dengang til TV ØST.  

Fordi det er tale om privatudlejning, skal kommunen ikke føre tilsyn.

Hvis en lejer selv kontakter kommunen og fortæller, at udlejer flere gange er blevet gjort opmærksom på, at der skulle være problemer med sikkerheden, og udlejer så ikke gør noget, så kan kommunen give ejer et påbud.

- Vi kan jo ikke køre rundt og tjekke tilstanden på alle altaner i kommunen. Det er ejerens ansvar, at sørge for, at alt er i orden, sagde Søren Petersen.

I Guldborgsund Kommune bliver der løbende ført tilsyn med deres ejendomme, og tilstanden på altanerne, lyder det fra det kommunale ejendomscenter.  


Nyhedsoverblik